Belgierne går i dag til stemmeurnerne til et parlamentsvalg, der ventes at blive vundet af et flamsk separatistparti, som ønsker at opsplitte landet.
Ifølge meningsmålingerne kan Ny Flamsk Alliance (N-VA) se frem til at få omkring 25 procent af stemmerne i Flandern og formentlig få flest pladser af alle i parlamentet.
Selvom N-VA's leder Bart De Wewer har slået fast, at der ikke venter en splittelse af landet lige om hjørnet, så lægger han ikke skjul på, at det er det endelige mål. I første omgang vil partiet kræve mere magt til regionerne.
Til gengæld for mere selvstændighed er N-VA klar til at overlade posten som premierminister til en fransktalende politiker - med socialdemokraten Elio Di Rupo som den mest oplagte kandidat.
Det vil i så fald være første gang i 36 år, at der kommer en fransktalende premierminister i Belgien, hvor de to regioner også har hver deres politiske partier og kandidater.
De fleste politiske iagttagere forventer dog langvarige regeringsforhandlinger, som kan skabe dårlige minder fra det seneste valg i 2007, hvor det varede hele ni måneder at få dannet en ny regering. Det kan skabe store problemer for Belgien, som fra den 1. juli indtager rollen som EU-formandsland.
Valglokalerne lukkes klokken 15.00, og de første valgstedsmålinger offentliggøres umiddelbart efter.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker