For første gang siden begyndelsen af 1950'erne får Sydslesvigsk Vælgerforening valgt fire medlemmer ind i landdagen i Kiel.
SSW har fået 4,3 procent af stemmerne ved søndagens delstatsvalg, viser det foreløbige valgresultat.
Det danske mindretals parti er fritaget for spærregrænsen på fem procent og fordobler derfor sit mandattal.
- Det er fantastisk og et utrolig godt valgresultat, faktisk vores næstbedste nogensinde. SSW fremstår styrket, især i Sydslesvig. Det betyder, at vores politiske arbejde i landdagen kan fordeles på en helt anden måde, så vi kan føre en endnu mere konstruktivt oppositionspolitik, siger SSW's gruppeformand, Anke Spoorendonk.
Hun og hendes frisiske SSW-kollega Lars Harms får de næste fem år selskab af Silke Hinrichsen, som gør comeback i landdagen, samt partiets formand, Flemming Meyer. Han er søn af Karl-Otto Meyer, som ene mand holdt skansen for SSW i landdagen fra 1971 til 1996.
Mindretallet har nydt godt af, at mange slesvig-holstenere er trætte af de store partier.
Delstatsvalget blev holdt trekvart år før tiden samtidig med forbundsdagsvalget, fordi den store koalition i Kiel i sommer brød sammen.
Den kristeligt demokratiske ministerpræsident Peter Harry Carstensen får nu lov til at fortsætte, men ligesom i Berlin kan han primært takke sin nye liberale partner FDP - samt en række tillægsmandater - for det.
CDU har med 31,5 procent høstet sit dårligste valgresultat i Slesvig-Holsten nogensinde, mens FDP kan juble over et kanonvalg med 14,9 procents opbakning.
Det socialdemokratiske SPD gik katastrofalt tilbage til 25,4 procent. De Grønne opnåede 12,4 procent, mens venstrepartiet Die Linke med seks procent for første gang er valgt ind i delstatsparlamentet.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker