Stadig flere svenskere evakueres fra Afghanistan
Ifølge det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, er 37.000 mennesker blevet evakueret fra Afghanistan siden 14. august, hvor Taliban indtog hovedstaden Kabul. Foto: Samuel Ruiz/Ritzau Scanpix
Samuel Ruiz/Ritzau Scanpix
Sikkerhedssituationen gør det vanskeligt at komme til lufthavnen i Kabul, fortæller Sveriges udenrigsminister.
Stadig flere personer evakueres fra Afghanistan til Sverige. Mandag steg antallet af svenskere, lokalt ansatte afghanere med deres familier samt personer på den såkaldte svenskerliste således fra 170 til 225.
Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Håbet er ifølge Sveriges udenrigsminister, Ann Linde, at kunne evakuere flere i de kommende dage, men hun kan ikke garantere, at alle kan hentes ud inden fristen 31. august.
På svenskerlisten står cirka 500 personer, som har meldt sig til udenrigsministeriet. Det vil sige personer med svensk pas eller opholdstilladelse i Sverige.
Ann Linde fortæller ifølge TT, at myndighederne ikke mangler fly for at kunne fragte folk ud. Derimod er det sikkerhedssituationen, som gør det vanskeligt at komme til lufthavnen i hovedstaden Kabul.
Søndag aften evakuerede et dansk Hercules-militærfly omkring 50 personer primært fra danskerlisten fra Kabul.
- Således har danske fly nu samlet evakueret mere end 650 personer, udtalte forsvarsminister Trine Bramsen (S) i en meddelelse fra Forsvarsministeriet på Twitter.
Danmark har blandt andet også hjulpet Norge, Sverige og Island med evakueringer fra Kabul. De 650 personer er derfor ikke alle danskere eller lokalt ansatte afghanere og deres familier, som har hjulpet Danmark.
Mandag oplyste John Kirby, der er talsmand for det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, at 16.000 personer er blevet evakueret fra lufthavnen i Kabul i løbet af de seneste 24 timer.
Dermed er der i alt blevet hentet 42.000 personer ud af Afghanistan siden juli. Af disse er 37.000 blevet evakueret siden 15. august, hvor Taliban indtog Kabul.
Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.
Amerikanerne har sat en frist til den 31. august, hvor evakueringerne skal være færdige.
Dog har USA, Storbritannien og andre vestlige lande luftet interesse for at forlænge fristen, så alle, der står på lister over folk, som skal evakueres, kan blive hentet ud.
Det afvises dog blankt af Taliban, der siger, at en forlængelse af fristen vil svare til at "forlænge besættelsen" af Afghanistan.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned