Stædig Merkel afviser traktatændring light

Det er en viljefast - og pessimistisk - Angela Merkel, som torsdag aften rejser til EU-topmøde i Bruxelles.

Halvandet døgn før EU's stats- og regeringschefer mødes til et måske altafgørende topmøde for at styre euroen væk fra afgrunden, sætter den tyske forbundskansler nemlig alt på et bræt:

Der skal traktatændringer til for at få skabt mere budgetdisciplin blandt de 17 eurolande, fastslår Merkel, der dermed kategorisk afviser et kompromisforslag fra EU-præsident Herman Van Rompuy, som regeringscheferne får forelagt ved middagen torsdag aften.

Den belgiske EU-præsident foreslår, at man kan gennemføre de nødvendige reformer ved at justere EU-traktatens protokol 12 uden at skulle igennem en langvarig traktatprocedure, der kan tage flere år.

Merkel og den franske præsident, Nicolas Sarkozy, ønsker til gengæld en hurtig, regulær ændring af EU-traktaten, så nye regler for budgetdisciplin og -underskud allerede kan ligge klar og blive drøftet af stats- og regeringscheferne i marts næste år.

Og det forslag holder de fast i i et brev, som de onsdag sendte til Van Rompuy, der derfor får sit at se til som mødeleder ved topmødet torsdag og fredag.

- Der vil ikke blive indgået rådne kompromiser, siger fremtrædende regeringskilder i Berlin til flere tyske medier.

- Åbenbart har nogle af aktørerne endnu ikke forstået, hvor alvorligt situationen er, lyder det fra den tyske hovedstad, hvor der hersker pessimisme forud for topmødet.

Merkel og Sarkozy er klar til at forhandle så længe, det måtte være nødvendigt på topmødet, som, nogle diplomater i Bruxelles derfor allerede forudser, vil blive forlænget.

Og det kan endda komme på tale at indkalde til endnu et topmøde før jul, lyder det fra Merkels regeringslejr.

Van Rompuys forslag om at styre uden om en regulær traktatændring bliver i den tyske hovedstad skarpt kritiseret som et typisk Bruxelles-forsøg på at løse krisen med små skridt og billige tricks.

/ritzau/

Tysklands kansler holder fast i behov for reel traktatændring. Dermed er der lagt op til langvarigt topmøde.

Offentliggjort Sidst opdateret