Starmer: Putin må betale prisen for at forsinke fred i Ukraine
EU-landene og 20 øvrige lande skal fredag mødes til et topmøde i Albanien. Den britiske premierminister forventer, at deltagerne under mødet vil lægge pres på den russiske regering. Foto: Leon Neal/Ritzau Scanpix
Leon Neal/Ritzau Scanpix
Starmer vil have en aftale om betingelsesløs våbenhvile i Ukraine. Sker det ikke, må Putin betale prisen.
Rusland præsident, Vladimir Putin, "må betale prisen" for at have "undgået fred" i Ukraine.
Sådan lyder meldingen fra Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, natten til fredag.
- Putins taktik med at tøve og forsinke, mens han fortsætter med at dræbe og udgyde blod i hele Ukraine (er, red.) uacceptabel, siger Starmer i en udtalelse.
Udmeldingen fra den britiske premierminister kommer natten før et topmøde i det Europæisk Politiske Fællesskab, EPC, i Albaniens hovedstad, Tirana.
Her mødes stats- og regeringschefer fra både EU- og yderligere 20 lande for at drøfte sikkerhedsudfordringer i Europa.
Repræsentanter fra Rusland og Ukraine ventes samme dag at mødes til samtaler i Istanbul i Tyrkiet for at tale om en mulig afslutning på krigen i Ukraine.
Hverken Putin eller Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, forventes at deltage i samtalerne.
Den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, nedtonede torsdag forventningerne til et gennembrud i forhandlingerne i Tyrkiet.
EPC blev i 2022 oprettet på initiativ af den franske præsident, Emmanuel Macron, som modsvar på Ruslands invasion i Ukraine.
Ifølge Starmer vil deltagerne under mødet fredag "lægge pres på den russiske regering", efter at Putin torsdag ikke mødte op til forhandlingerne i Istanbul om at afslutte krigen i Ukraine.
- Der skal aftales en fuldstændig, betingelsesløs våbenhvile, og hvis ikke Rusland er villig til at sætte sig ved forhandlingsbordet, må Putin betale prisen, siger den britiske premierminister.
Hvis ikke Rusland går med til en våbenhvile, forventer han, at den russiske energisektor vil blive et "centralt mål for omfattende sanktioner i de kommende uger".
Storbritannien og EU-landene nåede tidligere i denne uge til enighed om at indføre en sanktionspakke mod Ruslands skyggeflåde for at begrænse Ruslands krigsøkonomi.
Ruslands skyggeflåde er betegnelsen for olietankere, der transporter russisk olie og er belagt med sanktioner. Sanktionspakken, der er EU's 17. mod Rusland, skal formelt vedtages på tirsdag.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker