Statsministeren kunne se corona-alvor i EU-kollegers øjne
- Den anden bølge er alvorlig. I mine øjne har vi haft en bedste diskussion af covid-19 i Det Europæiske Råd, og når jeg sådan sidder og kigger rundt på mine kolleger, så var der i dag en lige så alvorlig stemning, er jeg nødt til at sige, som i det tidlige forår, siger Frederiksen. Foto: Johanna Geron/Ritzau Scanpix
Johanna Geron/Ritzau Scanpix
Coronasmittetal stiger over hele EU, og det bekymrer EU's stats- og regeringschefer, som tog en uventet debat.
Industripolitik, EU's indre marked og digital omstilling var emner, som EU's stats- og regeringschefer skulle diskutere på et EU-topmøde fredag.
Men EU-præsident Charles Michel fik i stedet den indskydelse at tage en snak om den anden bølge af coronavirus, der aktuelt er i vækst rundt om i Europa.
Den diskussion gjorde indtryk på statsminister Mette Frederiksen (S), som blev bekræftet i, at alvoren er lige så stor, som da coronavirus kom til Europa.
- Den anden bølge er alvorlig. I mine øjne har vi haft den bedste diskussion af covid-19 i Det Europæiske Råd, og når jeg sådan sidder og kigger rundt på mine kolleger, så var der i dag en lige så alvorlig stemning, er jeg nødt til at sige, som i det tidlige forår, siger Frederiksen.
Nogle steder er anden bølge af coronavirus, der tog fart i EU fra februar og marts, værre end den første. Der er stigende smittetal i hele unionen.
Der er allerede et samarbejde om en fælles vaccine, der skal sikre beskyttelse af folk i EU-landene. For nylig er der også truffet beslutning om lagre for værnemidler, som også Danmark skal huse et af.
Statsministeren fremhæver behovet for et samarbejde om test. Det gør, siger hun, indtryk på de andre lande, når de hører, at Danmark "nogle dage foretager omkring 50.000 test" om dagen.
- Det er dyrt at teste så mange. Vi har en kæmpe interesse i at se på, om vi ikke kan få prisen ned på de test og måske få udviklet nogle test, som er endnu mere fleksible og hurtige at bruge, end dem vi har i dag, siger hun.
Der er nogle steder et ønske om et tættere sundhedsmæssigt samarbejde, end man har i dag, hvor EU får øget indflydelse i medlemslandene.
På det punkt siger statsministeren fortsat helt fra.
- Sundhedspolitik er selvfølgelig et nationalt anliggende, og det skal det sørme blive ved med at være, siger hun.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned