Steinbrück skal udfordre Merkel ved næste valg
De tyske socialdemokrater i SPD har på en ekstraordinær partikongres i Hannover valgt Peer Steinbrück som kanslerkandidat til næste års forbundsdagsvalg.
Den 65-årige Steinbrück, som er tidligere finansminister i Tyskland, fik 93,45 procent af stemmerne. Hele 542 af de 583 delegerede på kongressen bakker op om kanslerkandidaten.
Dermed er Peer Steinbrück officielt udfordrer til den kristeligt demokratiske forbundskansler, Angela Merkel, ved valget i september 2013.
- Jeg glæder mig over resultatet, og det er samtidig en forpligtelse. Tallet kan desuden være en strømpil for valgresultatet i september næste år, siger en håbefuld Steinbrück.
Med valget af den nye kanslerkandidat håber mange i partiets bagland, at både Steinbrück og SPD kan starte på en frisk.
Den tidligere minister har nemlig langtfra indfriet forventningerne om tiltrængt medvind i meningsmålingerne, efter at han i slutningen af september blev udnævnt til SPD's kandidat.
Steinbrück er kendt for at tale lige ud af posen, og mange mener, at han er en mand med karisma og et enormt potentiale.
Men Merkels udfordrer blev ramt af hård kritik for sine foredrag for banker og andre.
Så Steinbrück lagde nødtvunget tallene på bordet: 1,25 millioner euro (9,3 millioner kroner) for i alt 89 foredrag på tre år.
Ikke just småpenge for et vellønnet forbundsdagsmedlem, som hævder at kæmpe de svages sag.
Sagen har ikke gavnet den tidligere ministerpræsident i Nordrhein-Westfalen, og ifølge de seneste meningsmålinger vil tyskerne fortsat pege på Merkel og ikke Steinbrück, hvis de kunne vælge kansleren direkte.
Angela Merkels tidligere højrehånd er dog selv overbevist om, at han kan vippe kansleren af pinden.
- Jeg tvivler slet ikke på, at kansleren er værdsat. Men borgerne savner et kompas hos hende; en klar kurs og et værdisæt, sagde Steinbrück lørdag til Süddeutsche Zeitung.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned