Stena Line-ansatte finder 16 personer bag i lastbil på færge
Stena Line har fundet 16 mennesker bag i en lastbil på en færge fra Frankrig til Irland. (Arkivfoto) Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix
Paul Ellis/Ritzau Scanpix
På en færge på vej fra Frankrig til Irland er 16 blinde passagerer fundet i live i en lastbiltrailer.
16 mennesker er blevet fundet bag i en lastbil på en færge fra Frankrig til Irland. Alle 16 er i live.
Det oplyser færgeoperatøren Stena Line i en erklæring udsendt torsdag.
En Stena Line-medarbejder fortæller, at "16 personer blev fundet i en forseglet trailer på bildækket under en rutinemæssig inspektion".
Færgen, "Stena Horizon", sejlede fra den nordfranske havneby Cherbourg klokken ni onsdag aften med kurs mod Rosslare i Irland.
- Samtlige personer har det godt og er blevet indlogeret i et privat passagerområde på skibet, hvor deres velbefindende er i fokus, skriver Stena Line i en erklæring.
Operatøren oplyser videre, at den havde advaret myndighederne i havnen i Rosslare i det sydøstlige Irland, hvor færgen efter planen skulle ankomme torsdag klokken 15.30.
Den irske tv-station RTE rapporterer, at gruppen af blinde passagerer - alle mænd i alderen fra 20 til 40 år og muligvis asiater - antages at have forladt Belgien for fem dage siden.
Senere torsdag blev ti mænd fundet i en lastbilcontainer i London. Alle ti blev anholdt. Det samme gjorde chaufføren.
En af mændene blev bragt til hospitalet for behandling. Det oplyser politiet i Essex ifølge nyhedsbureauet PA.
Tirsdag blev 25 migranter fundet i live i en kølecontainer på et dansk fragtskib fra Holland til England. De menes at være fra Kuwait eller Irak.
Den chauffør, som fragtede containeren, er ifølge politiet i Rotterdam en 39-årig rumæner, som er anholdt. Politiet ved endnu ikke med sikkerhed, om chaufføren kendte til, at der var personer i containeren.
De 25 migranter blev opdaget om bord på fragtskibet "Britannia Seaways", som drives af det danske rederi DFDS.
Skibet stævnede tirsdag ud fra Holland klokken 15.30, men vendte om, efter at de mange blinde passagerer var fundet.
I oktober blev 39 migranter fra Vietnam fundet døde i en lastbil i engelske Essex. Lastbilen var kommet til Storbritannien med færge fra Belgien.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned