Stenkast kvæster 80 i konflikt mellem hinduer og muslimer i Indien
Politifolk står ved en næsten udbrændt bil efter voldsomme uroligheder i den indiske by Haldwani i forbindelse med en stadigt mere optrappet konflikt mellem hinduer og muslimer. Foto: Ani/Reuters
Flere dræbt og over 80 såret under nye sammenstød i forbindelse med religiøse bygninger i Indien.
Mindst to er blevet dræbt og over 80 er blevet såret under voldelige protester i byen Haldwani det nordlige Indien i forbindelse med en optrappet konflikt mellem hinduer og muslimer.
De voldsomme sammenstød begyndte torsdag, da de lokale myndigheder i delstaten Uttarakhand tog skridt til at rive en bygning ned, som anvendes som religiøs skole, madrasa, af muslimer.
Myndighederne siger, at bygningen hverken var registreret som skole eller som et sted, hvor der var bøn eller religiøse ceremonier.
- Jeg kan bekræfte, at to mennesker har mistet livet, og at tre er hårdt kvæstet, siger en ledende politimand, Prahlad Narayan Meena.
- Over 80 blev kvæstet på grund af stenkast. Blandt de kvæstede er politifolk og journalister.
Kritikere af den indiske premierminister, Narendra Modi, siger, at et årti med hindunationalistisk politik er baggrunden for øgede spændinger mange steder i Indien.
Indiens regering har længe grebet drastisk ind over for blandt andet muslimer, som på en eller anden måde er blevet opfattet som en trussel mod landets integritet og suverænitet. De involverede personer er flere gange blevet benævnt som terrorister, allerede før en retssag mod dem er kommet i stand.
Der har været retssager, demonstrationer og sammenstød mellem muslimer og hinduer i flere delstater. Det er blandt andet sket i forbindelse med stridigheder om, hvorvidt muslimske skolepiger må bære hijab i klasseværelser. Samtidig føres der massiv kampagne for at få erstattet moskéer med hindutempler.
I sidste måned indviede Modi et nyt stort tempel i den nordlige by Ayodhya. Templet var bygget på et sted, hvor der i århundreder havde ligget en moské som blev ødelagt af hinduer i 1992.
Dette udløste sekterisk vold, som kostede 2000 mennesker livet- de fleste af dem muslimer.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker