Ikke i Norge.
Sagen mod massemorderen Anders Behring Breivik er nu begyndt i Oslo, men der er ingen lynchstemning.
Hovedstaden er stille. Indbyggerne tager situationen med værdighed og lader sagen gå sin gang.
Livet går videre, selv om alle er bevidste om, at tiden er kommet, hvor den forhadte mand skal retsforfølges.
Medierne har været fyldt med historier om retssagen i de seneste uger.
Ved Tinghuset, hvor sagen begyndte klokken 09.00, er der pakket med politi og sikkerhedsfolk.
Men nordmændene har ikke samlet sig der for at følge sagen mod den mand, der den 22. juli 2011 myrdede 77 mennesker med en bombe i Oslo og en skudmassakre på øen Utøya.
Pressefolk står foran retsbygningen sammen med politiet. Journalister fra hele verden er kommet til Oslo.
Mange af dem arbejder i andre tidszoner, så der laves jævnligt tv-indslag foran bygningen.
De kan fortælle, at Breivik i retten har erklæret, at han dræbte de mange mennesker, men han mener ikke, at han bærer nogen skyld.
De kan fortælle, at han ikke anerkender retten, og at han som det første i retten lavede noget, der ligner en højreekstremistisk hilsen.
Og de kan fortælle, at nogle af de pårørende til dødsofrene i retssalen græd, da anklageren læste detaljer om de mange drab op.
Alt det har Mette, en ung mor med barnet i en klapvogn på gågaden Karl Johan i hjertet af Oslo, ikke set.
- Nej, og jeg ved heller ikke, om jeg vil se det. Måske lidt i nyhederne om aftenen, siger hun.
- Men ellers håber jeg, at det snart er overstået. Jeg bliver dårlig af at tænke på ham. Men retten må gå sin gang. Jeg stoler på, at domstolen gør det rigtige, siger hun.
Der er ikke mange mennesker på det småkolde Karl Johan, men lokale forretningsdrivende siger, at det er normalt.
Det kan ikke lige tolkes som om, at folk sidder hjemme og følger retssagen på tv.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde