Stjernetenor stopper som leder af opera efter chikaneanklager
Efter at en række kvinder er stået frem med anklager om sexchikane, forlader Plácido Domingo opera i USA.
Den berømte operasanger Plácido Domingo trækker sig som øverste leder af operahuset i Los Angeles.
Han vil dermed heller ikke deltage som sanger i optrædener fremover.
Det skriver flere internationale medier, heriblandt Los Angeles Times.
Beslutningen er truffet, efter at en række kvinder for nylig trådte frem med anklager om sexchikane og upassende opførsel fra den verdensberømte sanger.
- Nylige anklager, der er rettet imod mig i pressen, har skabt en atmosfære, hvor jeg ikke længere kan tjene dette kompagni, som jeg elsker så højt, skriver Plácido Domingo i en pressemeddelelse.
- Jeg vil fortsat arbejde for at rense mit navn, men jeg har besluttet, at det er bedst for LA Opera, hvis jeg trækker mig som øverste leder og fra mine planlagte optrædener for fremtiden, tilføjer han.
I sidste uge valgte Plácido Domingo at trække sig fra sine optrædener i Metropolitan Opera i New York.
Spanieren bliver anset som en af de største operasangere igennem tiden. Han har sunget i over 4000 forestillinger og spillet omkring 150 forskellige roller.
Beskyldningerne fik i august operaen i Los Angeles til at sætte gang i en stor undersøgelse af de mange anklager. Samtidig aflyste en række symfoniorkestre koncerter med Domingo, der blandt andet er kendt fra trioen "De Tre Tenorer".
Overgrebene mod kvinderne skulle være foregået over tre årtier - den første i slutningen af 1980'erne.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker