Stockholm klar til bryllup

Stockholm er i festtøjet lørdag. Overalt er blomsterdekorationer og majstænger, solen skinner, byen er ren og fin, og de første forventningsfulde bryllupstilskuere er begyndt at komme ind til centrum af byen, hvor kronprinsesse Victoria og Daniel Westling efter vielsen skal køre i åben karet gennem byen.

For Stockholms Politi er det den største politiaktion nogensinde. Over 2000 betjente er på plads for at sikre den festlige begivenhed.

Politiet spærrede allerede fredag hele den indre by af for trafik. Det sker for at sikre, at biler ikke kan komme tæt på kortegeruten belært af erfaringer fra Holland sidste år, hvor det lykkedes en vred mand at køre sin bil mod en kongelig kortege og dræbe og kvæste flere personer.

Selve vielsen i Stockholm finder først sted klokken 15.30, og kortegeturen gennem byen ventes at begynde klokken 16.40, men allerede fra morgenstunden er de svenske tv-kanaler i gang med en intensiv dækning af brylluppet, hvor alle detaljer bliver vendt og drejet.

Et stort spørgsmål er stadig, om kong Carl Gustaf vil føre kronprinsesse Victoria til alteret eller brudeparret - som det er sædvane i Sverige - vil gå sammen til alteret. Spørgsmålet har ført til en stor debat i Sverige, og senest er en variation, hvor Carl Gustaf afleverer Victoria til Daniel midt i kirken bragt på banen.

Hoffets informationschef Nina Eldh vil ikke afsløre, hvordan det kommer til at foregå.

- Det må I se, når vi kommer dertil, siger hun.

Fra det danske kongehus deltager foruden regentparret også kronprinsparret og lille prins Christian, der er et af i alt 10 brudebørn i kirken.

/ritzau/

Politiet forventer op mod 250.000 interesserede til Stockholm lørdag, hvor kronprinsesse Victoria og Daniel Westling gifter sig.

Offentliggjort Sidst opdateret