Stoltenberg: Brug af kemiske våben vil få alvorlige konsekvenser
Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, forventer at Nato-landene vil støtte op om fortsat militærhjælp til Ukraines selvforsvar. Men Nato vil ikke sende soldater eller kampfly. Foto: Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix
Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix
Nato-landene vil diskutere fire nye kampgrupper i Bulgarien, Rumænien, Ungarn og Slovakiet i lyset af krigen.
- Vi står over for den mest alvorlige sikkerhedssituation i en generation.
Sådan lyder det fra Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, forud for, at han torsdag i Bruxelles møder USA's præsident, Joe Biden, og de øvrige ledere af Nato-landene.
På mødet vil Nato-landene fokusere på, hvordan de kan hjælpe Ukraine til at forsvare sig selv og samtidig styrke Nato's forsvar for at undgå eskalering af krigen.
- Natos opgave er at forsvare Nato-landenes territorium. Vi vil diskutere fire nye kampgrupper i Bulgarien, Rumænien, Ungarn og Slovakiet, siger Jens Stoltenberg.
Kampgrupperne skal være med til at styrke afskrækkelsen i den østlige del af alliancen for at at undgå, at krigen spreder sig fra Ukraine.
- Soldaterne vil blive der, så længe det er nødvendigt. Det er en del af vores umiddelbare svar på Ruslands invasion af Ukraine, siger Jens Stoltenberg.
Nato vil dog fortsat ikke sende soldater eller fly til at sikre en flyveforbudszone over Ukraine, siger Stoltenberg.
- Vi har et ansvar for at sikre, at konflikten ikke eskalerer ud over Ukraines territorium. Det vil føre til endnu mere død og lidelse, siger Stoltenberg.
- Hvis vi vil indføre en flyveforbudszone, vil vi blive nødt til at gennemføre massive angreb på russiske luftforsvarssystemer i Rusland, Hviderusland og Ukraine. Og vi skulle desuden være klar til at skyde russiske fly ned. Dermed ville risikoen for en fuldskala krig mellem Rusland og Nato være meget høj, siger Jens Stoltenberg.
Forud for mødet står Nato-landene dog med en alvorlig bekymring. Hvad gør man, hvis Ruslands præsident Vladimir Putin bruger kemiske eller biologiske våben i Ukraine?
- Jeg vil ikke spekulere i, hvad svaret vil være. Jeg vil blot sige, at enhver brug af kemiske våben fundamentalt vil ændre krigen. Det vil have omfattende og alvorlige konsekvenser, siger Jens Stoltenberg.
Han uddyber ikke, hvad konsekvenserne vil være. Nato-landene kan dog blive tvunget til at bekende kulør.
Hvis Putin bruger kemiske våben vil det kunne resultere i, at rester fra våbnene blæser ind over Nato-territorium. Dermed vil Nato-landene blive tvunget til at tage stilling til, om det udgør et angreb på Nato-territorium.
- Jeg vil ikke spekulere, men blot sige, at Nato er klar til at modstå angreb på vores territorium, siger Jens Stoltenberg.
Hvis Nato-landene ikke reagere på brug af kemiske våben, risikerer det at sende et signal om, at Putin reelt kan gøre, hvad han vil i Ukraine uden at blive mødt af et militært modsvar fra Vesten.
Stoltenberg forventer, at lederne på mødet vil være enige om at accelerere brugen af penge på forsvar. Lande som Danmark og Tyskland har allerede meldt ud, at man vil bruge flere penge på forsvaret for at nå op på to procent af bruttonationalproduktet, som er Nato-målsætningen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde