Stoltenberg på årsdag: Værdier er bedste værn mod terror
Norge bør aldrig blive et lukket land, lyder det fra Norges statsminister, Jens Stoltenberg, som mandag deltager i en række mindehøjtideligheder på toårsdagen for Anders Behring Breiviks terrorangreb i Oslo og på Utøya.
- Vores værdier er vort stærkeste værn mod vold og terror.
- Et 100 procent sikkert land vil nødvendigvis være lukket og afspærret, siger den norske statsminister, der mandag morgen talte i regeringskvarteret, hvor Breiviks bombe kostede otte mennesker livet 22. juli 2011.
- Sådan skal Norge aldrig blive, understreger han.
Stoltenberg fremhæver, at Norge har lært af terrorangrebet, men han understreger, at det vigtigste er at have et samfund, som ikke næring til terrorisme.
- Det er ingen modsætning at være optaget af fysiske tiltag og værdier og holdninger. Det vigtigste svar er værdierne. Et sådant samfund giver mindre grobund for ekstremistiske kræfter, siger han og tilføjer, at han frygter ekstremisme i Europa.
Lederen af støttegruppen for dem, som blev ramt af bomben mod regeringskvarteret i Oslo, John Hestnes, indledte mindehøjtideligheden i det centrale Oslo, hvor der mandag middag også holdes en mindehøjtidelighed i domkirken med det norske kronprinsepar.
Senere mandag holdes der mindehøjtideligheder på Utøya, hvor yderligere 69 personer blev dræbt for to år siden. Det var primært unge socialdemokrater fra Arbeiderpartiets ungdomsorganisation, AUF, som var samlet til sommerlejr på øen.
- Dagen i dag føles det, som der er gået lang tid siden terrorangrebet. Der har været så meget, som er sket siden, siger AUF-lederen Eskil Pedersen til nyhedsbureauet NTB.
Han fortæller, at det er meget forskelligt, hvordan AUF-medlemmerne markerer toårsdagen.
- Nogle markerer det i lokalforeningerne, nogle er på Utøya, mens andre er sammen med familier og venner. Det er meget forskelligt, hvad denne dag betyder for folk. For mange handler 22. juli om sorg og savn, siger Eskil Pedersen.
Retssagen mod gerningsmanden, Anders Behring Breivik, blev afsluttet med procedurer den 22. juni sidste år. Den 24. august 2012 blev højreekstremisten idømt en forvaringsdom på 21 års fængsel for terror.
/ritzau/NTB
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde