Stoltenberg tror på Trump-støtte: USA har aldrig været i krig alene
Trumps trusler om at trække USA ud af Nato er mere et forsøg på at få især de europæiske Nato-lande til at tage mere ansvar for deres eget forsvar, mener Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg. Foto: John Thys/Ritzau Scanpix
Trumps kritik er ikke rettet mod Nato, men mod Nato-lande, der ikke bruger nok på forsvar, siger Nato-chef.
USA vil også med Trump som præsident forblive i Nato, for landet har en stor interesse i at bevare alliancen.
Det siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, på et pressemøde torsdag.
Her blev Jens Stoltenberg igen konfronteret med meldinger fra præsidentkandidat Donald Trump, som blandt andet har truet med at trække USA ud af Nato.
Det scenarie kommer dog ikke til at ske, for det vil ikke være i USA's interesse, siger Stoltenberg.
- USA har aldrig kæmpet alene i krig. Fra Korea til Afghanistan, så har man stået sammen med andre lande.
- Hundredtusindvis af soldater fra Canada og Europa har kæmpet ved siden af amerikanske soldater, og mange af dem har betalt den højeste pris, siger Stoltenberg.
Han peger samtidig på, at støtten til Nato ifølge meningsmålinger er "rekordhøj" både i USA, Canada og i Europa.
- Vi er 31 demokratiske nationer, så er der er forskellige synspunkter og diskussioner.
- Men jeg er sikker på, at Nato vil forblive den stærkeste alliance i historien, og at USA vil forblive del af Nato, siger Stoltenberg.
Han peger på, at USA som del af Nato har en uvurderlig fordel i forhold til andre stormagter. Det kunne eksempelvis være Kina.
- Det er USA's interesse at have et stærkt Nato, for ingen anden stormagt har så stærk en alliance med 31 medlemslande.
- De 31 lande råder tilsammen over 50 procent af verdens økonomi og 50 procent af verdens militære styrker, siger Stoltenberg.
Trump har desuden truet med, at USA med ham som præsident ikke længere vil forsvare Nato-lande, der ikke lever op til målet om at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvaret.
Det mål blev opstillet i 2014 på Nato-topmødet i Wales. Men især de europæiske Nato-lande har været langsommelige til at leve op til målsætningen.
Onsdag fastslog Stoltenberg dog, at 18 ud af de 31 Nato-lande nu opfylder målet. Samtidig lægger Stoltenberg op til, at man skal læse mellem linjerne, når Trump udtaler sig:
- Kritikken i USA er ikke mod Nato. Den er vendt mod Nato-allierede, der ikke bruger nok på Nato.
- I mange år var det en fair kritik fra USA. Men tingene har virkelig ændret sig med et øget forbrug på forsvar fra Canada og EU-landene.
- Flere og flere allierede lever nu op til målet om at bruge mindst to procent af på forsvar, så vi har en god historie at fortælle, siger Stoltenberg.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker