Stoltenbergs uge: Ros fra både Cameron og Thorning
Norges tidligere statsminister, Jens Stoltenberg, har kurs mod Bruxelles som ny generalsekretær for Nato.
Efter længere tids vedvarende rygter har en række toppolitikere i den seneste uge forholdt sig til Stoltenberg som en mulig ny Nato-chef, og reaktionerne har været positive.
Klarest i sin opbakning har Storbritanniens premierminister, David Cameron, været. Han slog onsdag fast, at Stoltenberg vil være "fremragende" som ny generalsekretær i Nato.
- Jeg tror, Jens Stoltenberg vil være en fremragende kandidat. Jeg har arbejdet tæt sammen med ham, og jeg tror, det vil være meget godt at have en sådan kandidat, som har varetaget en så høj position i sit eget land, sagde Cameron.
Også Polens udenrigsminister, Radoslav Sikorski, der selv har været nævnt som en mulig kandidat til Nato-posten, har udtrykt sin støtte til Stoltenberg.
- Jens Stoltenberg vil helt sikkert blive en god Nato-generalsekretær. Polen vil støtte ham, skrev Sikorski torsdag aften på Twitter.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) blev også bedt om at forholde sig til Stoltenbergs kandidatur, da hun mandag deltog i et internationalt topmøde i Haag.
- Der er mange diskussioner om det i øjeblikket. Jeg kan ikke sige noget om det. Jeg vil ikke kommentere det spørgsmål.
- Men jeg vil gerne sige generelt om Jens Stoltenberg, som jeg kender rigtigt godt og har arbejdet sammen med gennem mange år, at jeg ikke kan huske en opgave, som Jens har kastet sig over, som han ikke har løst fantastisk flot.
- Jeg synes, at han var en rigtig dygtig statsminister i Norge, og han har altid været dybt engageret i international politik også, sagde Thorning mandag.
Jens Stoltenberg ventes at blive udpeget som Natos næste generalsekretær senere fredag. Han skal overtage posten fra Anders Fogh Rasmussen, som stopper i Nato med udgangen af september.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker