Stor mangel på kontanter i kriseramte Cypern

På få dage er Cypern blevet stærkt afhængig af kontanter, efter at landets banker har lukket for at forhindre folk i at tømme deres konti.

Offentliggjort Sidst opdateret

Øens indbyggere er derfor på konstant jagt efter vekselpenge, mens forretningslivet er gået i stå, og levering af nye varer er indstillet.

Folk har stadig lov til at hæve op til 600 euro fra de såkaldte minibanker, men manglen på kontanter er virkelig begyndt at gøre sig gældende.

- Taxierne kræver nu faste priser på 5 og 10 euro i hovedstaden Nikosia, skriver Financial Times.

Både banker og netbanker blev lukket i weekenden af frygt for, at bankkunderne ville tømme deres konti.

Også fondsbørsen har indstillet al handel med cypriotiske aktier.

Åbningen af bankerne er siden blevet udsat flere gange, og de ventes tidligst at åbne på tirsdag i næste uge.

Torsdag stillede folk sig i kø ved Popular Bank, efter at der begyndte at brede sig rygter om, at den ville åbne igen.

Cyperns finansminister, Michael Sarris, er fortsat i Moskva, hvor han forhandler med den russiske regering om nye lån.

Rusland har tidligere lånt Cypern 2,5 milliarder euro eller cirka 18,7 milliarder kroner, og russiske embedsfolk siger, at Michalis Sarris har anmodet om yderligere fem milliarder euro.

Næsten 35 procent af alle indeståender i de cypriotiske banker tilhører russere. Cypern anses som et skatteparadis, og landets banker er blevet beskyldt for at hvidvaske penge.

/ritzau/AFP