Stor økonomisk aftale knytter USA og Trump tættere til Ukraine
Det gik verden rundt, da Zelenskyj og Trump mundhuggedes under et møde i Det Hvide Hus i februar. Forholdet virkede iskoldt bagefter, men nu har USA og Ukraine alligevel indgået et økonomisk samarbejde. (Arkivfoto). Foto: Brian Snyder/ReutersBrian Snyder/Reuters
Med aftale om genopbygningsfond og mineraler har USA nu en økonomisk interesse i Ukraine. Aftalen viser begge siders ønske om at sikre fred, siger minister.
Ritzau RitzauBjarke Alsing Holst, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
I februar lignede det en umulig opgave.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, var kommet til Washington D.C. for at underskrive en aftale om mineraler med USA's præsident, Donald Trump.
Men det gik helt skævt.
De to præsidenter nærmest skændtes for åben skærm, og Zelenskyj tog derfra uden en underskrevet aftale.
Nu har de to parter alligevel fundet hinanden. Endda i en mere omfattende aftale end den, der var på bordet i februar.
Annonce
Efter langvarige forhandlinger nåede parterne sent onsdag aften til enighed om en aftale, der omfatter både mineraler og etableringen af en genopbygningsfond.
Den er faldet på plads, kort efter at USA truede med at trække sig som mægler, fordi drøftelserne om fred og våbenhvile har stået så stille. Aftalen ses som et vigtigt skridt fremad.
Thanks to @POTUS@realDonaldTrump’s tireless efforts to secure a lasting peace, I am glad to announce the signing of today’s historic economic partnership agreement between the United States and Ukraine establishing the United States-Ukraine Reconstruction Investment Fund to help… pic.twitter.com/N1jPa35DYh
— Treasury Secretary Scott Bessent (@SecScottBessent) April 30, 2025
Læs her mere om aftalen og dens betydning.
* Hvorfor har de indgået en aftale?
Trump har længe krævet kompensation for den omfattende amerikanske hjælp, som Ukraine har fået siden krigens begyndelse i februar 2022 under hans forgænger, Joe Biden.
Trump ønskede indledningsvis 500 milliarder dollar - 3300 milliarder kroner - i kompensation.
Det er cirka fire gange mere, end hvad USA har udbetalt til Ukraine - omkring 120 milliarder dollar ifølge Kiel Institute, som følger støtten til Ukraine.
Den udgave af aftalen afviste Zelenskyj. Han ville ikke underskrive en aftale, som "de næste ti generationer" af ukrainere ville skulle afbetale.
I stedet er Ukraine gået med til, at USA får fordelagtig adgang til ukrainske mineraler og sjældne jordarter. Noget, som landet er rigt på.
Trump og Zelenskyj mødtes i weekenden ansigt til ansigt i Peterskirken i Rom forud for begravelsen af pave Frans. Her anbefalede Trump sin kollega at underskrive aftalen. (Arkivfoto). Foto: Ukrainian Presidential Press Ser/ReutersUkrainian Presidential Press Ser/Reuters
* Hvad går aftalen ud på?
Annonce
De to lande etablerer en genopbygningsfond, som parterne har lige stor medbestemmelse over.
Fondens overskud vil indledningsvist udelukkende blive investeret i Ukraine, som ikke vil blive bedt om at tilbagebetale nogen "gæld" for de mange milliarder, som USA har støttet Ukraine med i løbet af krigen.
Ukraine vil have "fuld kontrol over sin undergrund, infrastruktur og naturressourcer", siger premierminister Denys Sjmyhal.
Fonden vil finansiere mineral-, olie- og gasprojekter såvel som infrastruktur i Ukraine de første ti år af den. Derefter kan overskuddet blive fordelt mellem parterne.
* Hvad betyder det for USA's støtte til Ukraine?
Trump-administrationen kalder det for en ny form for amerikansk engagement i Ukraine, efter at den militære støtte fra USA er stoppet.
USA's finansminister, Scott Bessent, og Ukraines økonomiminister, Julija Svyrydenko, underskriver her aftalen, som omfatter både mineraler og etableringen af en genopbygningsfond. Foto: Yulia Svyrydenko Via Facebook/Reuters
USA har nu en økonomisk interesse i Ukraine, siger USA's finansminister, Scott Bessent, der underskrev aftalen.
Han siger, at den viser "begge siders" forpligtelse til at sikre varig fred.
- Denne aftale sender et klart budskab til Rusland om, at Trump-administrationen er forpligtet til en fredsproces centreret omkring et frit, suverænt og velstående Ukraine på lang sigt, siger han.
Derudover omtalte han krigen som Ruslands "fuldtonede invasion" af Ukraine. Det er ifølge AFP bemærkelsesværdigt, fordi det afviger fra den formulering om en "konflikt", som Trump-administrationen typisk har anvendt.
Annonce
Ved brugen af "konflikt" har Trump indikeret, at også Ukraine bærer en del af ansvaret for krigen.
Med aftalen bliver USA mere involveret i Ukraine, hvilket ifølge Trump vil gavne det krigsplagede land.
- Den amerikanske tilstedeværelse vil, tror jeg, holde en masse skidte aktører ude af landet eller helt sikkert ude af områder, hvor vi vil stå for at grave, siger Trump.
Selv om der er krig, fortsætter udvindingen af blandt andet titanium i Ukraine. Her er det en mine i det nordvestlige Ukraine. (Arkivfoto). Foto: Roman Pilipey/Ritzau Scanpix
Aftalen indeholder ikke amerikanske sikkerhedsgarantier, som Ukraine har ønsket. Der står blot, at USA "støtter Ukraines indsats for at opnå de nødvendige sikkerhedsgarantier for at sikre varig fred".
/ritzau/
Ukraines værdifulde undergrund
* Ukraine anslår, at omkring fem procent af verdens "kritiske råmaterialer" findes i landet.
* Det omfatter blandt andet 19 millioner tons grafit, der bruges til at fremstille batterier til elektriske køretøjer. Dermed har Ukraine en af verdens største reserver af grafit. I 2023 importerede USA al sin grafit.
* Ifølge Ukraines statsinstitut for geologi har landet en af Europas største reserver af litium. Efterspørgslen efter metallet er kraftigt stigende. Det er afgørende for at lave for eksempel batterier til elbiler.
* Instituttet for geologi skønner samtidig, at Ukraine har de største reserver af titanium i Europa. Det bruges i rumfart og elektronik.
* Andre elementer, der findes i Ukraine, inkluderer beryllium og uran, som er afgørende for atomvåben og -reaktorer.
* Landet har også betydelige forekomster af kobber, bly, zink, sølv, nikkel, kobolt og mangan.
* Der er også en stor forekomst af sjældne jordarter. Det er en gruppe af 17 metaller, der bruges i eksempelvis elbiler, mobiltelefoner, missilsystemer og anden elektronik. Der er ingen kendte alternativer.
* Ifølge den ukrainske regering er nogle af mineralerne i russisk besatte områder.
Kilder: BBC, ABC News, NTB, SkyNews og Ritzau.
/ritzau/
Arbejdere er i gang med at udvinde titanium fra en mine i det nordvestlige Ukraine. Ukraine menes at have de største reserver af titanium i Europa. Det bruges i blandt andet rumfart og elektronik. (Arkivfoto). Foto: Roman Pilipey/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Se dig for, når du køber solcreme. Nogle beskytter slet ikke
De flyttede på landet for roen: Nu buldrer 55 ton lastbiler forbi dem flere gange om dagen
Snart åbner lagersalg på Falster
Johnny skrev OL-sang og løb maraton med guitaren: - Det her er mit livs største projekt
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede "Pernille fra Væggerløse" op
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Stopper med at sælge brød: Laver bageri om til café
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Viktoria bliver student og skal overtage familiegården: - Vil bygge videre på det her fantastiske sted