Stor økonomisk krise i VW kan tvinge bilkæmpen til at lukke fabrikker
Så bliver det næsten ikke mere nostalgisk, når det gælder biler. Folkevogns gamle boble var efter Anden Verdenskrig både med til at få Tyskland på fode og til at få vesteuropæerne ud på landevejene. Nu er elbilerne populære, og VW er i krise. (Arkivfoto). Foto: Nf/Ritzau Scanpix
Det er over 30 år siden, at VW senest lukkede en fabrik. Men Europas største bilproducent er hårdt presset. Det betyder nedskæringer og måske fabrikslukninger.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Der var næppe mange, der i 1934 forestillede sig, at udvikling af en lille bil for almindelige tyskere skulle føre til en kæmpe global koncern.
Men det er det, som nazisternes projekt med en vogn til folket, Volkswagen, er blevet til.
Dengang blev "boblen" udviklet, og siden har VW lavet mange modeller, der er blevet globale succeshistorier.
I dag er VW Europas største bilkoncern, men også inden for bilproduktion går det op og ned.
VW er havnet i så stor en krise, at det kan betyde lukning af fabrikker for første gang siden 1988. Dengang lukkede VW fabrikken i Westmoreland i den amerikanske delstat Pennsylvania.
Annonce
VW har ifølge det tyske nyhedsbureau dpa aldrig lukket en fabrik i Tyskland.
For krisen bider i koncernen, som har 120.000 ansatte i Tyskland og ifølge Reuters 680.000 på lønningslisten globalt.
Der er forskellige bud på, hvorfor VW står i en situation, hvor sparekniven skal slibes.
Oliver Blume, VW-koncernens topchef, har forklaret, at krisen skyldes den økonomiske nedgang i Europa i de seneste år. Den skyldes også nye rivaler på bilmarkedet, og den skyldes Tysklands faldende konkurrencekraft.
Markedet har ændret sig drastisk med elbilernes indtog. Det gælder i USA, men særligt i Kina, hvor hjemlige producenter med BYD i spidsen tager markedsandele fra VW.
Fagforeningerne giver VW's strategi skylden for problemerne. VW har været for langsom til at komme ind på markedet for elbiler.
Reuters skriver, at VW's aktiekurs er faldet mere end konkurrenternes over de seneste to år.
Onsdag indledte VW-ledelsen og tillidsmandsgruppen for de tyske ansatte processen for at finde besparelser.
Wirtschaftswunder. Folkevogn var med til at genrejse Tyskland efter krigen. Billedet er fra havnen i Hamburg i 1963. Her ligger "Johann Schulte", der dengang var verdens største biltransportskib. Det kunne sejle 1750 folkevogne ud til kunder rundt om i verden. (Arkivfoto). Foto: Heidtmann/Ritzau Scanpix
De ansatte siger, at de vil fremrykke planlagte forhandlinger om lønstigninger i oktober. De vil også have en bred drøftelse af de muligheder, som VW har for at komme fri af krisen, siger Thomas Knabel, tillidsmand for organiserede i forbundet IG Metall på VW-fabrikken i Zwickau i Sachsen.
Annonce
Imidlertid har ledelsen lagt hidtil uhørte besparelser på bordet.
Dels er der planen om lukning af en fabrik eller flere i Tyskland. Dels er der en plan om at skrotte en aftale om jobsikkerhed.
Aftalen er fra 1994 og hindrer fyringer frem til 2029.
Målet for ledelsen er at spare 10 milliarder euro - 75 milliarder kroner - hos VW frem mod 2026.
Besparelserne gælder kun VW og ikke datterselskaber som Skoda og Audi.
VW er et af lokomotiverne i Tysklands økonomi, så problemerne har nået regeringskontorerne i Berlin, Tysklands hovedstad.
VW blev etableret som virksomhed i 1938 i byen Wolfsburg. VW har stadig sit hovedkvarter her og også en stor fabrik. På fabrikken fremstilles blandt andet den populære model Golf. (Arkivfoto). Foto: Moritz Frankenberg/Ritzau Scanpix
Her siger økonomiminister Robert Habeck ifølge dpa, at regeringen ikke vil se passivt på lukning af fabrikker.
Han siger, at det må sikres, at Tyskland forbliver storproducent af biler og internationalt konkurrencedygtig.
Det er dog ikke klart, hvad regeringen mere konkret vil gøre.
De fabrikker, der risikerer nedskæringer og måske lukning, ligger i delstaten Niedersachsen - bortset fra Kassel-fabrikken, der ligger i Hessen.
Annonce
Det skriver Reuters, som har fået en liste over fabrikker i risikozonen fra IG Metall.
Listen kommer her:
* Braunschweig. Her ligger VW's ældste fabrik med 7400 ansatte. Den producerer forskellige dele til biler.
Slipset var lagt, da den øverste ledelse for VW onsdag gjorde sig klar til at mødes med medarbejderrepræsentanerne for at drøfte VW's krise. Fra venstre er det VW-gruppens koncernchef, Oliver Blume, i midten chefen for VW Personbiler, Thomas Schäfer, og til højre VW's økonomidirektør, Arno Antlitz. Foto: Moritz Frankenberg/Ritzau Scanpix
* Emden. 8000 ansatte. Har produceret Beatle, den moderne udgave af boblen, og modeller som Passat og elbilen ID.4.
* Hannover. 14.000 ansatte. Producerer varebiler.
* Kassel. 16.500 ansatte. VW's største producent af komponenter til biler i hele koncernen.
* Salzgitter. 7500 ansatte. Producerer komponenter til elbiler.
* Wolfsburg. VW's hovedkvarter og også en kæmpefabrik. 70.000 ansatte. Modellen Golf fremstilles her.
/ritzau/
Volkswagen (VW)
* VW's historie begyndte i 1934, da Tysklands nazistiske styre satte Ferdinand Porsche til at udvikle en bil til folket. En folkevogn. Det blev til "Käfer" - bille. I Danmark kaldte vi den boblen.
* I 1938 blev VW formelt etableret i Wolfsburg. Her har VW stadig sit hovedkvarter.
* Under Anden Verdenskrig blev VW brugt til at lave krigsmateriel. Efter krigen kom der igen gang i produktionen af civile køretøjer.
* VW begyndte at producere boblen igen i 1945. Den blev kaldt Type 1. I 1950 kom Type 2 til. Den kender vi som folkevognsrugbrødet.
* VW's succes blev symbol på det økonomiske mirakel, der rejste sig fra de krigsbombede tyske byer i 1950'erne og 1960'erne.
* VW's succes fortsatte i resten af det 20. århundrede og ind i det 21. århundrede. VW er Europas største bilproducent og har opkøbt andre producenter som Skoda, Seat og Audi.
* I dag er elbiler populære, og det giver gamle bilproducenter som VW nye konkurrenter. Analytikere og VW-ansatte siger, at VW har været for langsom til at omstille sig.
* VW har produktion i 12 lande. Hele koncernen har globalt 680.000 ansatte.
Kilder: VW, dpa, Reuters.
/ritzau/
Daniella Cavallo (th)., formand for VW-ansatte i Tyskland, og formand for IG Metall i Niedersachsen, Thorsten Gröger, da de onsdag mødtes med VW-ledelsen for at drøfte krisen.
- VW lider, fordi bestyrelsen ikke gør sit job, sagde Cavallo inden mødet. Foto: Moritz Frankenberg/Ritzau Scanpix
VW presses af en række nye spillere på markedet for elbiler. Det gælder specielt kinesiske producenter med BYD i spidsen. Billedet er fra en biludstilling i Kinas hovedstad, Beijing, i april i år. Foto: Jade Gao/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Stævne for de trimmede og dem med topmave
Kommune hårdt ramt af rotter: Forventer øgede udgifter til skadedyrsbekæmpelse
Nyt nej til biogasanlæg: På den for fjerde gang
Seks kendte kunstnere indtager Falster i ny sæson af ”Kunstnerkolonien”
Olivers hunde jagter rotter på Nordbyskolen
Mest læste artikler
Nu indtager de Bjørneskoven
Diskoteksåbning hænger i en tynd tråd: - Vi er dødafhængige af det
Ny ejer: Maglebrænde-slagteren genopstår
Nyt museum i nakskov åbner med fjord-oplevelser
Ældreformand: Rystende besparelser