Stor usikkerhed om dødstallet i Haiti

Usikkerheden om dødstallet er stort i kølvandet på det voldsomme jordskælv i Haiti. Såvel myndigheder som regering og nødhjælpsorganisationer opererer med meget forskellige tal.

Ministeren for offentlig sikkerhed, Araick Louis, siger, at myndighederne i Haiti har begravet 40.000 lig, og han vurderer, at yderligere 100.000 kan være omkommet.

Han siger videre, at bander har indtaget gaderne, og at regeringen frygter en massiv opblussen i voldsomhederne.

Tidligere lød det fra en anden af landets ministre, at dødstallet ligger på omkring 50.000, mens 250.000 er såret af jordskælvet, der også har gjort flere end 1,5 millioner hjemløse.

De haitianske myndigheder har ifølge nyhedsbureauet AFP oplyst til den franske samarbejdsminister, Alain Joyandet, at tallet er opgjort til mellem 9000 og 10.000 døde.

- Der er ingen tvivl om, at det vil blive vanskeligt at få et pålideligt dødstal, tilføjer Joyandet.

En tjenestemand i Røde Kors siger, at antallet af dræbte er flere end 50.000.

/ritzau/AFP

Antallet af dræbte ved jordskælvet i Haiti svinger ifølge landets myndigheder mellem 9000 og 140.000 omkomne. En fransk minister efterlyser pålidelige tal.

Offentliggjort Sidst opdateret