Storbritannien får en lille ny prins

I Storbritannien har hertuginde Kate født en dreng på St Mary's Hospital i London, oplyser det britiske kongehus.

Offentliggjort Sidst opdateret

Prins William og hertuginde Kates førstefødte bliver nummer tre i den britiske tronfølge, og den lille nyfødte dreng får titlen prins af Cambridge.

Den nyfødte prins vejer 3,8 kilo og kom til verden kl. 16.24 britisk tid - det vil sige 17.24 dansk tid. Ifølge det britiske hof deltog prins William i fødslen.

Hoffet oplyser også, at både den nyfødte dreng og den 31-årige hertuginde Kate har det godt efter fødslen, men at de bliver på hospitalet natten over. Hun ankom til hospitalet med veer mandag morgen.

Både den nyfødte prins' oldemor, dronning Elizabeth II, hans farfar, prins Charles, hans onkel prins Harry og andre medlemmer af det britiske kongehus har modtaget nyheden, som de ifølge hoffet "er glade for".

Ifølge tv-kanalen BBC er prins Charles "enormt stolt og glad for at blive bedstefar for første gang. Det er et utroligt specielt øjeblik for William og Catherine".

Også den britiske premierminister, David Cameron, glæder sig over landets nye prins, som han spår, at "hele nationen nu vil fejre".

Det var planlagt, at nyheden om fødslen skulle være blevet annonceret på et udstillet staffeli bag indgangsporten ved Buckingham Palace i London.

Men i stedet for at annoncere fødslen af den kongelige tronarving på traditionel vis, fik verden kendskab til den lille nye prins gennem en pressemeddelelse fra hoffet.

Da meddelelsen efterfølgende blev sat frem på staffeliet, skete det under store klapsalver og hurra-råb fra de mange fremmødte ved Buckingham Palace.

Den nyfødte prins' titel bliver hans kongelige højhed, prins af Cambridge.

Hans forældre, William og Kate, mødte allerede hinanden i 2001 på University of St. Andrews i Skotland, hvor de begge var kunsthistoriestuderende. Parret blev gift i Westminster Abbey i april 2011.

/ritzau/