Storbritannien forbereder sig på no deal-brexit med EU
Den britiske premierminister, Boris Johnson, vil gerne lande en aftale om det fremtidige forhold med EU, men han har flere gange understreget, at Storbritanniens suverænitet er det vigtigste for den britiske regering. Mandag begynder de første forhandlinger mellem EU og Storbritannien i Bruxelles. (Arkivfoto) Foto: Pool/Reuters
Pool/Reuters
Den britiske regering vil forlade brexit-forhandlinger med EU, hvis der ikke er tydelige fremskridt i juni.
Storbritannien er klar til at forlade forhandlingerne med EU om det fremtidige forhold, hvis de vigtigste træk i en handelsaftale ikke er på plads inden juni.
Det fremgår af et dokument med Storbritanniens strategi for brexit-forhandlingerne med EU, som den britiske regering fremlægger torsdag.
Den britiske regering forbereder sig på, at et no deal-brexit kan blive en mulighed.
- Uanset hvad der sker, vil regeringen ikke forhandle om nogen ordning, hvor Storbritannien ikke har kontrol over egne love og politisk liv, lyder det.
Storbritannien forlod EU 31. januar med en overgangsperiode til årets udgang. Det betyder, at briterne fortsat følger EU's regler og er en del af det indre marked frem til 2021.
Storbritannien går til forhandlingerne med et ønske om at forlade EU's toldunion og det indre marked fra 1. januar 2021.
EU ønsker en bred aftale og kræver blandt andet, at EU-lande får adgang til at fiske i britiske farvande.
Til gengæld kan briterne få en ambitiøs handelsaftale uden tariffer og kvoter på varer.
EU kræver, at Storbritannien skal acceptere EU's regler for blandt andet arbejdsstandarder og miljørettigheder for at få adgang til at sælge varer i det indre marked.
Men Storbritannien vil have fuld kontrol over at fastsætte egne regler, og derfor afviser landet imidlertid de vilkår. Det har Storbritanniens chefforhandler, David Frost, slået fast flere gange.
Mandag begynder den første forhandlingsrunde mellem Storbritannien og EU i Bruxelles.
Herefter har parterne indtil årets udgang til at lande en aftale. EU-Kommissionen har dog understreget, at aftalen skal være klar i oktober, hvis der skal være tid til ratifikation og oversættelse.
Tirsdag har EU-landene godkendt EU-Kommissionens forhandlingsmandat, som chefforhandler Michel Barnier står i spidsen for.
Barnier holder torsdag fast i sit ønske om at lande en aftale med Storbritannien.
- Vi noterer os det britiske mandat, som blev offentliggjort i dag, og vil diskutere vores respektive holdninger på mandag.
- Vi vil holde os til alle vores forudgående forpligtelser i den politiske erklæring. Vi ønsker et ambitiøst og fair partnerskab med Storbritannien i fremtiden, skriver Barnier på Twitter.
Barnier har tidligere understreget, at EU heller ikke vil indgå en aftale for hver en pris. Men han har samtidigt påpeget, at en aftale er vigtig for begge parter.
Seneste artikler
Ulrik passer broen: - Den bedste arbejdsplads, man kan få
Aftenåbent i hedebølgen blev en stor succes
Nysted fik sin klosterhave
Fra Bangkok og Rom til Femø Havn: Ciuk og Finns ø-eventyr begyndte med søsyge
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder