Storbritannien holder Eurovision på vegne af Ukraine
Den ukrainske gruppe Kalush Orchestra fra Ukraine vandt Eurovision i år. Ukraine får dog ikke lov til at være vært for showet næste år. Foto: Yara Nardi/Reuters
Ukraine vandt årets Eurovision, men får ikke lov til at være vært i 2023. Det bliver i stedet Storbritannien.
Sangkonkurrencen Eurovision, der i år blev vundet af en ukrainsk gruppe, vil næste år blive afholdt i Storbritannien.
Det oplyser Eurovision mandag eftermiddag på sin hjemmeside.
Der er tradition for, at vinderlandet bliver vært for det efterfølgende års udgave af konkurrencen. Det er dog tidligere blevet offentliggjort, at Ukraine ikke får lov til at holde næste års Eurovision på grund af krigen i landet.
Det skyldes både sikkerhedsmæssige årsager, samt at det kræver store ressourcer at producere showet. Det har arrangørerne forklaret.
Det vides endnu ikke, hvilken britisk by der skal være vært.
Det er det britiske medie BBC, der skal stå for at producere showet.
- Vi er ekstremt taknemmelige for, at BBC har accepteret at stå for Eurovision i Storbritannien, siger Eurovision-chef Martin Österdahl.
BBC har hidtil stået for otte Eurovision-udgaver. Senest i Birmingham i 1998.
Ukraine er som forsvarende vinder fortsat automatisk kvalificeret til finalen.
Det samme er den såkaldte Big 5, der består af Frankrig, Italien, Spanien, Storbritannien og Tyskland. Det er de lande, der står for de største økonomiske bidrag til arrangementet.
Sidste måneds beslutning om at fratage Ukraine Eurovision-værtskabet blev ikke taget godt imod i det krigsramte land.
- Vi vil kræve, at denne beslutning ændres, for vi mener, at vi vil være i stand til at opfylde alle forpligtelser.
- Vi kræver yderligere forhandlinger om at være vært for Eurovision 2023 i Ukraine, lød det i juni fra Ukraines kulturminister, Oleksandr Tkatjenko.
Der bliver i denne uge åbnet for, at byer kan søge om at blive vært.
Flere britiske borgmestre og parlamentsmedlemmer har allerede uofficielt ytret ønske om at få showet til deres by.
Det drejer sig blandt andet om politikere fra Aberdeen, Belfast, Birmingham, Cardiff, Edinburgh, Glasgow, Manchester, Leeds, Liverpool, London, Newcastle, Nottingham, Sheffield, Swindon og Wolverhampton.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub