Storbritannien: Russiske beskyldninger er grundløse
London afviser Moskvas påstande om, at udviste britiske diplomater var spioner. London kalder det "hævnakt".
Den britiske regering afviser fredag russiske beskyldninger om, at seks diplomater på Storbritanniens ambassade i Moskva skulle være spioner.
- Det er fuldstændig grundløse beskyldninger, som Rusland har fremsat, hedder det i den britiske reaktion ifølge Reuters.
Ruslands sikkerhedstjeneste FSB siger, at de britiske diplomaters akkrediteringer er blevet trukket tilbage på grund af formodet spionage og "trusler mod Ruslands sikkerhed".
Men udenrigsministeriet i London indikerer, at der er tale om gengæld, efter at Vesten har taget skridt rettet mod "Ruslands statsligt styrede aktiviteter hen over Europa og i Storbritannien".
- Vi har ingen grund til at forklare eller undskylde forsvaret af vore nationale interesser, hedder det i en erklæring fra London.
De seks britiske diplomater har allerede forladt Rusland og er blevet erstattet.
Relationerne mellem London og Moskva har været særdeles spændte i adskillige år, efter to forgiftninger af russiske dissidenter, hackerangreb og beskyldninger om russisk indblanding i engelske politik
Briterne har været blandt de største bidragydere til Ukrainernes militær, efter Ruslands invasion i februar 2022.
Ukrainerne håber nu at få Storbritanniens og amerikanernes tilladelse til at anvende langtrækkende missiler mod mål langt inde i Rusland, hvilket ifølge præsident Vladimir Putin vil bringe Nato i direkte konflikt med Rusland.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned