Storbritannien ser på tredjelande for afghanere på flugt
Storbritannien er begyndt at investere i særlige knudepunkter eller centre i tredjelande, som afghanske flygtninge kan sendes til efter Talibans magtovertagelse, siger den britiske forsvarsminister, Ben Wallace, torsdag. Foto: Franck Robichon/Ritzau Scanpix
Franck Robichon/Ritzau Scanpix
Forsvarsminister: Vi investerer i centre i tredjelande, så vi kan få sagsbehandlet hurtigere.
Storbritannien er begyndt at investere i særlige centre i tredjelande, som afghanske flygtninge kan sendes til efter Talibans magtovertagelse.
Det siger den britiske forsvarsminister, Ben Wallace, torsdag. Det skriver Reuters.
- Vi begynder at investere i centre i tredjelande allerede nu, så vi kan få sagsbehandlet folk hurtigere, siger Wallace.
Det er fortsat uklart, hvilke lande, der er tale om - og også, hvad Wallace præcist mener, når han siger "investere i."
Han understreger, at briterne vil forblive i Kabuls lufthavn, så længe amerikanske styrker står for driften af den.
Forbundskansler Angela Merkel opfordrede tidligere på ugen til en koordineret og "kontrolleret" indgriben fra EU for de mest sårbare mennesker i Afghanistan.
Merkel sagde, at folk på flugt fra Taliban først og fremmest bør hjælpes i nabolande. Og helst i samarbejde med FN's flygtningeorganisation, UNHCR.
- Derefter kan vi tænke over det næste skridt - om navnligt hårdt ramte personer skal bringes til Europa under kontrollerede forhold.
Den franske præsident, Emmanuel Macron, sagde samtidig, at Frankrig, Tyskland og andre lande vil samarbejde om en "robust, koordineret og forenet indsats" for at imødegå ukontrolleret migration.
- Vi må være forudseende og beskytte os selv mod store og irregulære strømme af migranter, sagde Macron.
I Tyskland, hvor valgkampen op til forbundsdagsvalget 26. september er på vej ind i den afgørende fase, er alle partier opsatte på at gøre det klart, at de ikke vil risikere en ny flygtningekrise som i 2015.
Armin Laschet, kanslerkandidat fra den afgående kansler Merkels konservative parti, CDU, har sagt, at "2015 må ikke gentages".
Danmark og fem andre lande bad for kun to uger siden EU-Kommissionen om støtte til en aftale for at kunne sende asylansøgere fra Afghanistan retur.
Ud over Danmark var Tyskland, Holland, Grækenland, Belgien og Østrig med i den fælles appel.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie