Storbritannien skruer op for olie og gas i Nordsøen: Det er skamfuldt

Ifølge den britiske premierminister, Rishi Sunak, skal olie og gas også være en del af fremtidens energiforsyning. Derfor er det bedst, hvis briterne selv kan stå for produktionen af det, lyder hans argument. Foto: Justin Tallis/Ritzau Scanpix

Den britiske regerings klimapolitik viser, at landet ikke længere ere førende på området, lyder kritik. Det handler om energisikkerhed, siger premierminister.

Offentliggjort Sidst opdateret

Allerede før planerne lå klar, var kritikken stor. Det er den stadig.

Men den britiske premierminister, Rishi Sunak, og hans konservative parti holder fast.

Den britiske energisektor skal være mere uafhængig. Derfor vil der blive tildelt hundredvis af nye licenser til at udvinde mere olie og gas i Nordsøen.

Det bekræftede Rishi Sunak mandag.

Han bruger krigen i Ukraine som argument for, hvorfor briterne skal udvinde mere olie og gas, på et tidspunkt hvor udviklingen ellers går i retning af mere grøn energi.

Den russiske præsident Vladimir Putins krig har påvirket energisektorerne rundtom i verden. Det viser, at det er nødvendigt at styrke den britiske energisikkerhed samt mindske afhængigheden af andre, mener han.

Beslutningen møder kritik fra grønne organisationer, men også fra kræfter i Sunaks eget parti.

Det konservative parlamentsmedlem Chris Skidmore er ude med riven. Han er en stor stemme i partiet og har haft vigtige opgaver relateret til at forme den britiske klimapolitik.

- Det her er en forkert beslutning på det helt forkerte tidspunkt, hvor resten af verden oplever rekordhedebølger. Man står på den forkerte side af fremtidens økonomi, som vil være baseret på vedvarende energi og rene industrier og ikke på fossile brændsler.

- Man står på den forkerte side af historien, som ikke vil kigge positivt tilbage på den beslutning, der er taget i dag, skriver han på det sociale medie X, som tidligere hed Twitter.

Han mener desuden, at det vil koste vælgere. De foretrækker partier, som "beskytter og ikke truer vores miljø", lyder det fra ham.

Oppositionspartiet Labour har sagt, at man ikke vil udstede nogen nye licenser til at bore i Nordsøen, hvis partiet vinder valget til næste år.

Også David King, tidligere videnskabelig chefrådgiver for regeringen, er stærkt kritisk.

Han mener, at sommerens ekstreme varme på den nordlige halvkugle burde have fået regeringen til at indse, at fossile brændsler ikke er vejen frem.

King er i dag grundlægger og formand for gruppen Climate Crisis Advisory Group, som rådgiver om klimakrisen og består af uafhængige klimaeksperter.

- Krisen på den nordlige halvkugle viser, at olie, gas og kul skal udfases hurtigt.

- Storbritannien kan ikke længere hævde at være førende på klimakrisen. Det er skamfuldt, skriver han på X.

Rishi Sunak mener ikke, at planen rykker på de britiske klimaambitioner om at være CO2-neutral i 2050.

- Selv når vi når nuludledning i 2050, skal en fjerdedel af vores energi komme fra olie og gas. Men der er nogle, som hellere vil have, at det kommer fra fjendtlige stater end fra forsyninger, vi har herhjemme, siger han.

Ifølge Det Internationale Energiagentur skal der ikke være nogen som helst nye olie- og gasprojekter, såfremt de globale klimamål skal kunne nås.

I Danmark har udvinding af olie og gas i Nordsøen også været omdiskuteret.

Her er regeringen blevet anklaget for klimahykleri, fordi der er blevet åbnet et miniudbud for udvinding og efterforskning af et nyt gasfelt i Nordsøen.

Folketinget har i en aftale sat 2050 som slutdato for dansk udvinding af olie og gas i Nordsøen.

/ritzau/

Kort om planen

* Regeringen vil udstede hundredvis af nye licenser til at udvinde olie og gas i Nordsøen. Det er historisk set et højt antal, men ikke det højeste nogensinde.

* Mange af licenserne vil ikke nødvendigvis føre til, at der bliver produceret olie og gas. I gennemsnit tager det 25 år fra den første opdagelse af olie og gas til den endelige beslutning om, hvorvidt man vil gå videre med det. Derefter tager det tre år, før olie og gas bliver produceret.

* Regeringen hævder, at planen vil beskytte job, mindske CO2-udledningen, fordi man i mindre grad skal importere olie og gas, og øge den britiske energisikkerhed.

* Regeringen vil desuden støtte to nye faciliteter til CCS-anlæg. Det er anlæg, hvor CO2 bliver gemt i undergrunden i stedet for at blive ledt ud i atmosfæren.

Kilder: Den britiske regering og BBC.

/ritzau/

Hvis det står til den britiske regering, kommer der i fremtiden flere olieplatforme som denne, der ligger i Nordsøen øst for Aberdeen i Skotland. Det møder kritik fra flere parter. (Arkivfoto). Foto: Andy Buchanan/Ritzau Scanpix
Aktivister fra gruppen Just Stop Oil kræver, at der ikke kommer nye olie- og gasprojekter i fremtiden, fordi det går ud over klimaet. (Arkivfoto). Foto: Kirsty Wigglesworth/Ritzau Scanpix
Ritzau Grafik. Foto: WER/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu