Storbritannien vil gå egen vej for at ændre aftale om brexit
Den britiske udenrigsminister, Liz Truss, har tirsdag annonceret planen for at indføre lovgivning, der kan ændre brexitaftalen om den nordirske protokol (Arkivfoto). Foto: Henry Nicholls/Reuters
Den britiske regering vil gennemføre lovgivning, der kan ændre brexitaftale. Det sker trods advarsel fra EU.
Storbritannien har tirsdag løftet sløret for sine planer om på egen hånd at få ændret brexitaftalen mellem briterne og EU.
Den britiske regering vil således gennemføre lovgivning, der kan føre til en ændring af den såkaldte nordirske protokol "i løbet af de kommende uger".
Det siger udenrigsminister Liz Truss tirsdag i den britiske parlament.
Protokollen er en del af den handelsaftale, som briterne og EU forhandlede sig frem til efter brexit. Den skulle sørge for, at Nordirland ikke ville have en hård grænse til nabolandet Irland, der er en del af EU.
Den besværliggør dog også fragten af varer mellem Nordirland og resten af Storbritannien. Det har skabt vrede hos de nordirske unionister.
Det Demokratiske Unionistparti (DUP), der går ind for et tæt samarbejde med Storbritannien, tabte det nordirske valg 5. maj til rivalen Sinn Féin.
Sinn Féin kæmper for, at Nordirland skal genforenes med Irland.
DUP er den største modstander af aftalen om den nordirske protokol. Partiet mener, protokollen underminerer Nordirlands position i Storbritannien.
Partiet har derfor blokeret dannelsen af en ny regering efter valget 5. maj.
For at løse den politiske stilstand i Nordirland har den britiske premierminister, Boris Johnson, åbnet for at ændre brexitaftalen.
Da EU ikke har signaleret vilje til dette, kigger briterne på at gennemføre egen lovgivning - medmindre altså EU melder sig på banen.
- Vi vil ikke droppe protokollen. Vi vil reparere den, og vi vil samarbejde med vores EU-partnere om at gøre det, siger Boris Johnson.
EU har advaret Storbritannien mod at handle unilateralt i sagen. Det vil sige at handle på egen hånd uden at inddrage andre parter.
EU-kommissær Maros Sefcovic, der har ansvar for at udrede trådene efter brexit, kritiserer også tirsdag briternes udmelding.
- Der er store bekymringer over udmeldingen fra den britiske regering. Unilaterale handlinger er ikke acceptable, skriver han på Twitter.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker