Storbritannien vil med i frihandelsaftale for Stillehavslande
Den britiske minister for international handel, Liz Truss, vil snart indsende en ansøgning om britisk medlemskab af en frihandelsaftale for lande omkring Stillehavet. (Arkivfoto). Foto: Kham/Reuters
Kham/Reuters
Storbritannien vil ansøge om at blive del af handelsblok med blandt andre Japan, Mexico og Australien.
Efter at have forladt EU er Storbritannien i gang med at skabe nye handelsaftaler verden over.
Senest har Storbritannien besluttet at indgive en ansøgning om at blive medlem af frihandelsaftalen CPTPP, der omfatter 11 lande i Stillehavsområdet, deriblandt Japan, Mexico, Australien, Canada og Vietnam.
Det oplyser den britiske minister for international handel, Liz Truss, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ansøgningen kommer, et år efter at Storbritannien formelt forlod EU. I december 2020 indgik parterne en omfattende handels- og samarbejdsaftale.
Forhandlingerne om britisk medlemskab af CPTPP ventes at blive indledt i år.
- Et år efter vores udtræden af EU opbygger vi nye partnerskaber, som vil give den britiske befolkning enorme økonomiske fordele, siger premierminister Boris Johnson ifølge AFP.
Hvor store de påståede fordele er, vides dog endnu ikke. Ifølge nyhedsbureauet Reuters vil en analyse af den økonomiske betydning af et medlemskab af frihandelsaftalen blive offentliggjort, før forhandlingerne begynder.
Labour, det største britiske oppositionsparti, mener, at den konservative regering forsøger at haste en beslutning igennem.
- Regeringen kaster sig ind i processen med at blive del af CPTPP uden et folkeligt mandat og med stort set ingen grundig drøftelse med hverken erhvervslivet eller civilsamfundet, siger Labours handelspolitiske ordfører, Emily Thornberry, til Reuters.
CPTPP, som ikke omfatter USA eller Kina - verdens to største økonomier - blev lanceret i 2019 med det mål at fjerne handelsbarrierer mellem de 11 medlemslande, der repræsenterer næsten 500 millioner mennesker.
CPTPP er en forkortelse for the Comprehensive and Progressive Agreement for Trans-Pacific Partnership. Chile, Malaysia, New Zealand, Peru, Singapore og Brunei er de øvrige medlemmer.
Med et eventuelt fuldt medlemskab af CPTPP vil Storbritannien opnå bedre adgang end nu til lande, som repræsenterer 13 procent af den globale økonomi.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde