Store demonstrationer mod Yemens præsident

Tusinder af demonstranter protesterede igen lørdag mod Yemens autoritære præsident, Ali Abdullah Saleh, i hovedstaden Sanaa og industribyen Taiz syd for hovedstaden.

Demonstranterne kræver fortsat Salehs afgang og kritiserer ham for sikkerhedsstyrkernes hårde fremfærd.

I Sanaa deltog flere end 5000 kvinder klædt helt i sort i protesterne mod Saleh. Mange kvinder tog deres døtre med, og mange at de unge piger havde farvet deres ansigter i det yemenitiske flags farver.

Andre gik med bannere, der bar sloganet "skrid".

Mens kvindernes demonstration foregik fredeligt, kom det til sammenstød mellem sikkerhedspoliti og væbnede styrker, der er loyale over for den tidligere hærchef Ali Mohsen, som er deserteret, og hvis styrker beskytter demonstranterne.

Hidtil er mindst 116 demonstranter omkommet under ugelange protester mod Saleh, der nægter at træde tilbage.

Sideløbende med demonstrationerne i Yemen var der indledende forhandlinger i gang i Saudi-Arabien om en plan for, hvordan Saleh kan forlade magten i Yemen.

En repræsentant for oppositionen i Yemen siger, at den planlægger at sende repræsentanter til Saudi-Arabien, hvor udenrigsministre fra Golflandene søndag skal diskutere et udkast til en løsning på konflikten.

/ritzau/Reuters

Tusinder demonstrerer igen mod Yemens præsident, Ali Abdullah Salah, heraf mindst 5000 sortklædte kvinder.

Offentliggjort Sidst opdateret