Store folkemængder mindes togofre i Spanien
Foto: Rafa Rivas /Scanpix
Rafa Rivas /Scanpix
Spanien er i sorg efter tabet af 79 menneskeliv i sidste uges togulykke.
Mandag aften samledes hundredvis af mennesker til en stor mindegudstjeneste i katedralen i byen Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien - ikke langt fra hvor den fatale ulykke fandt sted.
Medlemmer af både den kongelige familie og regeringen havde sluttet sig til de sørgende, der bøjede hovederne og tørrede tårer væk, mens ærkebiskop Julian Barrio bad for de døde.
- Fra det første øjeblik har vi haft familierne til de døde i vores hjerter, det samme har Galicien og Spanien, ligesom mange mennesker uden for vores grænser har bedt mig om at videregive deres kondolencer.
Den spanske kronprins Felipe, prinsesse Letizia og hans ældste søster, Elena, alle klædt i sort, sad højtideligt foran katedralens gyldne alter.
Under katedralens høje buer sad desuden premierminister Mariano Rajoy, der selv stammer fra byen, blandt andre af regeringens ministre.
Redningsarbejdere stod på række i deres røde og gule veste.
Lokale og besøgende - herunder mange udenlandske pilgrimme - havde samlet sig foran kirken for at vise deres respekt.
Samtidig overværede en stor forsamling højtideligheden på en enorm udendørs storskærm.
- Jeg er kommet, fordi jeg er fra Santiago, og fordi der er mennesker tæt på mig, der har mistet livet i ulykken, og jeg kender deres familier, sagde 60-årige Mari Carmen Figueroa, der var klædt i sort jakke og mørke bukser uden for katedralen.
- Selv hvis jeg ikke havde kendt dem, var jeg kommet, sagde hun.
Størstedelen af de døde er i løbet af weekenden blevet begravet rundt omkring i Spanien.
Regionale sundhedsmyndigheder siger, at 69 mennesker involveret i ulykken stadig er indlagt på hospitalet. 22 af dem er fortsat i kritisk tilstand.
Søndag valgte en dommer at løslade lokomotivføreren mod kaution, men sigtede ham samtidig for 79 tilfælde af uagtsomt manddrab.
Toget kørte angiveligt omkring 190 kilometer i timen på et sted, hvor man kun må køre 80, da det kørte af skinnerne i et sving på vej ind i Santiago de Compostela.
Lokomotivføreren har forklaret, at han troede, at toget befandt sig et andet sted på strækningen, og at han derfor ikke sænkede farten.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde