Store turistbyer går i krig mod Airbnb for at sikre boliger til lokale

Airbnb er en af de boligudlejningsportaler, som de nyindførte restriktioner kommer til at ramme. (Arkivfoto). Foto: Dado Ruvic/Reuters

Firenze er den seneste by, der indfører restriktioner for kortvarig boligudlejning til turister. Det sker for at undgå at ende med et ødelagt boligmarked.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det bliver markant sværere at leje feriebolig i en række storbyer over hele verden.

Flere turistbyer sætter nu ind mod boligudlejningsportaler som Airbnb.

Senest blev det den italienske by Firenzes tur. Myndighederne i den populære turistby har helt bandlyst kortvarige boligudlejninger.

Det har de gjort for at få flere boliger til rådighed for de lokale i byens centrum.

Firenzes borgmester, Dario Nardella, forklarer, at byen så sig nødsaget til at løse det lokalt, da den italienske regering ikke har formået at gøre noget ved problemet.

- I 2016 havde byen lige under 6000 lejligheder på Airbnb. I dag er det 14.378, siger han til Reuters.

- Lokale beboere brokker sig over, at de pludselig lever, som om de boede på hoteller.

Italien har den seneste tid været ramt af boligkrise på grund af blandt andet kortvarig udlejning af boliger. Krisen har især ramt studerende og folk i byen med de laveste indkomster.

Firenze er dog langt fra den eneste by, der har følt sig nødsaget til at indføre restriktioner for boligudlejningsportalerne.

Blandt andre har populære turistdestinationer i Europa som Berlin, Amsterdam og London også valgt at skærpe kontrollen af kortvarige boligudlejninger.

Også i den amerikanske by New York er der sat hårdt ind over for de mange private boligudlejere.

I juli blev der indført en lov, der blandt andet gør det ulovligt at udleje sin bolig i færre end 30 dage ad gangen.

Et brud på den nye lov udløser en bøde på omkring 32.000 kroner.

Flere lokale i New York har samme holdning som i Firenze. Flere af de boliger, der udlejes til turister, skal være faste bopæle.

I 2016 havde Firenze lige under 6000 lejligheder på Airbnb. I dag er der 14.378. Men nu har borgmesteren og byrådet indført restriktioner mod de omfattende udlejninger af boliger. (Arkivfoto). Foto: Tony Gentile/Reuters

- Boliger i New York er ikke til at betale. Jeg tror ikke, at løsningen er at bygge flere boliger, siger newyorkeren Marianne LeNabat til AFP.

- Men det er et problem, at tonsvis af boliger bliver taget af boligmarkedet.

Loven er dog også blevet kritiseret, blandt andre af økonomiske eksperter.

De mener, at det sender et dårligt signal til turister og er dårligt for New Yorks økonomi, da det giver et stort fald i turistindtægter.

Også boligudlejere kritiserer loven. De siger, at deres indtægter fra udlejning får deres hverdag til at køre rundt.

Tricia, en udlejer, der ikke vil have sit efternavn frem, plejede at udleje stueetagen i sit hus i Brooklyn.

Efter at hun for nylig gik på pension, har de omkring 21.000 kroner, hun tjener om måneden, hjulpet hende.

Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free

Hun forklarede i september til nyhedsbureauet AFP, at hun overvejede at begynde at arbejde igen.

- Vi købte vores hjem i den tro, at vi kunne gøre, hvad vi ville med det, sagde hun.

Airbnb har ikke noget bud på, hvad det kan gøre ved de nye regler i New York.

Det skaber bekymring blandt brugere af Airbnb og andre boligportaler.

De frygter, at hoteller vil sætte prisen op og dermed gøre det for dyrt for blandt andre unge mennesker at besøge byen.

- Der er så mange unge mennesker, der besøger New York og ikke har råd til at bo på hotel, siger tidligere Airbnb-bruger Joe McCabley til AFP.

- De kan ikke lige betale 400 dollar (ca. 2800 kroner, red.) per nat.

/ritzau/

Om udlejningsportalen Airbnb

* Airbnb er en boligudlejningsportal, der har eksisteret siden 2007.

* Firmaet giver boligejere mulighed for at leje deres boliger ud til især turister.

* Det har over syv millioner lejemål registreret, og mere end 1,5 milliarder mennesker har brugt tjenesten.

* De seneste år har flere store turistbyer indført restriktioner for Airbnb, da antallet af lejemål påvirker byernes boligmarked.

* Blandt andre har Firenze, London, Amsterdam og New York indført restriktioner.

Kilde: Airbnb og Reuters.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu