Stormen Alberto rammer Florida med svækket kraft
Orkansæsonens første storm er nået frem til det sydøstlige USA. To journalister dræbt, da træ ramte deres bil.
Den subtropiske storm Alberto er nået frem til Florida i det sydøstlige USA, men vindstødene er aftaget i styrke.
Det oplyser USA's nationale orkancenter sent mandag aften dansk tid.
Søndag bevægede stormen sig hen over Den Mexicanske Golf med topvindhastigheder på op til 105 kilometer i timen, men de kraftigste vindstød er dæmpet til omkring 75 kilometer i timen.
Alberto er den første navngivne storm fra Atlanterhavet i dette års orkansæson, der officielt begynder den 1. juni.
Der ventes kraftig nedbør og stærk vind i området, selv om stormen ikke er kraftig nok til at blive kategoriseret som en orkan.
Især den nordvestlige del af Florida og Alabama og Georgia er udsat. Myndighederne advarer også om risiko for tornadoer.
Alberto gik i land cirka 20 kilometer nordvest for byen Panama City. Regn og vind har væltet træer i området, men ingen personer er kommet til skade, og der har ikke været redningsaktioner, oplyser Gary Swearingen, der er vicechef for det lokale brandvæsen.
I North Carolina derimod sættes mindst to dødsfald i forbindelse med stormen.
Et stort træ væltede ned over et køretøj med to journalister fra en lokal tv-station. Det oplyser delstatens politi ifølge NBC News. De to mænd i bilen blev dræbt på stedet.
Floridas guvernør, Rick Scott, erklærede allerede lørdag undtagelsestilstand i samtlige 67 amter i Florida.
- Hvis der beordres evakueringer i dit lokalsamfund, så undlad at ignorere dem, skrev Rick Scott på Twitter lørdag.
Franklin County udstedte søndag tvungen evakuering af samtlige 4200 indbyggere på en øgruppe ud for Floridas kyst. I Taylor County er samtlige beboere også beordret til at forlade deres hjem.
Både USA og De Caribiske Øer blev sidst år ramt af en række dødelige orkaner. Her blev især Texas, Florida og Puerto Rico ramt.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker