Stormen Fiona skyller huse i havet i det østlige Canada
Et hus i Channel-Port aux Basques er her på vej i havet. Foto: Wreckhouse Press/Reuters
Den canadiske ø Newfoundland er ramt af "total ødelæggelse", siger borgmester om stormen Fionas hærgen.
En kraftig storm ved navn Fiona er lørdag lokal tid gået i land i det østlige Canada.
Her bliver huse skyllet ud i havet, mens næsten en halv million husstande er uden strøm.
Ifølge canadisk politi har Fiona ramt området med hård vind og regn "som intet andet, vi nogensinde har oplevet".
Politiet oplyser videre, at to kvinder angiveligt blev fejet ud i havet af store vandmasser på øen Newfoundland. En af dem blev reddet i land. Det er uvist, hvad der er sket med den anden.
Brian Button, der er borgmester i Channel-Port aux Basques på den sydvestlige spids af Newfoundland, siger til CBC News, at området er ramt af "total ødelæggelse".
- Dette er større og værre, end vi havde forestillet os, siger han.
En lokal avisredaktør i Channel-Port aux Basques ved navn Rene Roy fortæller, at der er tale om de stærkeste vinde, nogen i lokalsamfundet nogensinde har oplevet.
- Adskillige huse er blevet skyllet ud i havet, siger Rene Roy.
Sidst på eftermiddagen lørdag lokal tid stod næsten 500.000 husstande uden strøm i hele regionen, hvor stormen havde væltet utallige træer og revet tage af bygninger.
- Strømledninger er faldet ned over alt, siger vicechef for brandvæsenet i Halifax Erica Fleck til CBC.
- Det er ikke sikkert at færdes på vejene, tilføjer hun.
Selv om Fiona er blevet nedgraderet fra en tropisk cyklon, medbringer stormen fortsat vindstød af orkanstyrke på 36 meter i sekundet.
Inden Fiona ramte Canada, raserede den flere dele af Caribien.
I Charlottetown på øen Prince Edward Island, der også er Canadas mindste provins, har politiet delt billeder af et virvar af nedfaldne elledninger, væltede træer og ødelagte hustage.
- Det er helt utroligt, siger Charlottetown-borgmester Philip Brown til Radio-Canada TV.
- Den er stærkere end orkanen Juan i 2003.
Som følge af Fionas hærgen har den canadiske premierminister, Justin Trudeau, aflyst sin tur til Japan, hvor han skulle havde deltaget i den tidligere premierminister Shinzo Abes begravelse tirsdag.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker