Stormen tager kvælertag på Nordeuropa
To mennesker er omkommet og tusindvis er evakueret, efter en voldsom storm torsdag hærgede Skotland og andre dele af Storbritannien.
Det er den storm, der torsdag aften med fuld styrke rammer Danmark og det nordlige Europa.
En lastbilchauffør blev dræbt, da hans lastbil tidligere torsdag væltede og ramte andre biler i West Lothian nær Edinburgh.
En anden mand mistede livet, da han blev ramt af et faldende træ nær Nottinghamshire i England.
Flere end 25.000 husstande blev tidligere på dagen meldt uden strøm i Skotland og i det nordlige Irland.
Over 10.000 hjem er evakueret langs den engelske østkyst, hvor myndighederne har advaret om store oversvømmelser.
- Det kan blive "den værste tidevandsbølge i over 60 år", hedder det.
I Sverige er al togtrafik indstillet i Skåne fra torsdag aften, og folk frarådes at bevæge sig udenfor.
I Norge er 10.000 mennesker i Sørlandet i det sydlige Norge uden strøm, melder avisen Aftenposten. I Stavanger på vestkysten har politiet på grund af stormen afspærret hele den indre by.
Omkring 2100 mennesker er evakueret i den belgiske badeby Bredene, hvor der er fare for, at en kanal, der forbinder Ostende med Brügge, vil gå over sine bredder.
Den kraftige vind og tidevand langs den belgiske kyst ventes at kulminere klokken tre natten til fredag med en vandstand, der kan nå 6,1 meter over det normale. Det vil, hvis det sker, være det højeste niveau i 30 år.
I Nordtyskland er øer afskåret, efter alle færgeforbindelser er aflyst. En række fly, som skulle være lettet fra Köln, Düsseldorf og Hamburg, er aflyst.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned