Stormende ekstremvejr slukker lyset i nordiske hjem
En sjældent voldsomt vejrsystem er natten til søndag blæst ind over Norges vestkyst, og de norske meteorologer bruger udtrykket "ekstremvejr" til at beskrive de farlige forhold.
Det er især regionen omkring byen Trondheim og nordover, der er hårdt ramt af uvejret. Mange steder har det ikke været sikkert at begive sig udendørs.
Kraftige vindstød vælter træer og river teglsten og andre genstande løs, som derefter kommer flyvende gennem luften. Samtidig melder meteorologerne om bølger, der slår ind over kysten, på op til 20 meters højde.
- Der har været orkan og vind med middelstyrke på over 63 knob (32,6 meter per sekund, red.) flere steder langs kysten lørdag aften, fortæller statsmeteorolog Haldis Berge til radio- og tv-stationen NRK klokken 23.20.
Avisen Dagbladet skriver, at op til 30.000 norske husstande søndag morgen står uden strøm på grund af uvejret. Men tallet svinger op og ned, og elektricitetsfirmaerne forsøger at holde holde hovedlinjerne oppe, lyder det.
- Det er et vanvittigt grimt vejr, siger Trygve Kværnland, administrerende direktør i Nord-Trøndelag Elektricitetsværk.
- Træerne flyver gennem luften og lægger sig på strømlinjerne. Mange af gutterne på arbejde har aldrig oplevet så kraftig vind før, tilføjer han ifølge Dagbladet.
Det voldsomme stormvejr er ikke kun gået ud over Norge. Også 33.000 husstande i Sverige har mistet strømmen. I ingen af vores nabolande er der dog så vidt vides meldt om alvorlige personskader.
Stormen, som meteorologerne har døbt "Hilde", trækker tidligt søndag morgen længere ind over land, hvor den er aftaget i styrke.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker