Storslået afsked med Shinzo Abe kan koste Japans premierminister dyrt
Omkring 13.000 demonstrerede mandag i Yoyogi Park i Tokyo mod statsbegravelsen af Shinzo Abe. Begravelsen er blandt andet kontroversiel, fordi statsbegravelser er sjældne i Japan. (Arkivfoto). Foto: Unknown/Ritzau Scanpix
Anklager om egenrådighed og bånd til en religiøs sekt har sendt Japans leder i strid modvind efter beslutningen om at holde statsbegravelse for Shinzo Abe.
Ritzau RitzauJens Bjarke Holst/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Statsbegravelsen af Shinzo Abe tirsdag skulle egentlig bare være en anerkendelse af en af Japans store politikere gennem tiden.
I stedet er begivenheden blevet genstand for kontroverser, demonstrationer og en kæmpe nedtur for premierminister Fumio Kishida.
En mand har endda sat ild til sig selv i protest mod begravelsen.
Den lange optakt til statsbegravelsen af Abe, som blev skuddræbt 8. juli under en valgkampagne, har ikke gjort livet nemmere for premierminister Kishida.
Utilfredsheden er nærmest blevet større dag for dag. Opbakningen til ham blev i sidste uge målt til det laveste niveau, siden han blev premierminister i oktober 2021.
Annonce
Det var ham, der besluttede, at der skulle være en statsbegravelse for partifællen. Abe var medlem af Det Liberale Demokratiske Parti (LDP), som Kishida er i spidsen for.
Beslutningen er kontroversiel, eftersom statsbegravelser er yderst sjældne i Japan. Det er den blot anden statsbegravelse for en premierminister i efterkrigstiden.
Ekspremierminister Shinzo Abe blev begravet kort efter sin død 8. juli, hvor han blev skuddræbt. Tirsdag den 27. september venter en statsbegravelse, hvor verdensledere også får mulighed for at tage afsked med den prominente politiker. (Arkivfoto). Foto: Kim Kyung-Hoon/Reuters
Ifølge Kishida giver begravelsen verdensledere mulighed for at tage afsked med Abe, mens det også viser, at "Japan ikke bukker under for vold".
Oppositionen mener, at Kishida har ageret enerådigt og ud over sine magtbeføjelser ved at bestemme statsbegravelsen. Han burde have haft parlamentets opbakning, lyder kritikken blandt andet.
Det er også Kishida og regeringen, der har sagt god for, at begravelsen vil koste staten mindst omkring 90 millioner kroner.
Et beløb, der et betydeligt højere end de 13 millioner kroner, som først blev meldt ud.
Også det har mødt kritik fra både opposition og i befolkningen, men Kishida fastholder, at omkostningerne er "rimelige".
Statsbegravelsen er blevet kontroversiel af to overordnede årsager, forklarer Yoshinobu Yamamoto, professor emeritus i international politik ved Tokyo Universitet, til AFP.
Den ene del handler om Kishidas beslutningstagen. Den anden del handler om LDP's bånd til den kontroversielle sekt Moon-bevægelsen.
Premierminister Fumio Kishida har trods modvind holdt fast i at holde statsbegravelsen. Omkostningerne ved begravelsen, som også har været genstand for kritik, er "rimelige", fastholder han. (Arkivfoto). Foto: Leah Millis/Reuters
Det er en nyreligiøs bevægelse, der blev grundlagt i 1954 i Sydkorea af Sun Myung Moon.
Annonce
Personen, der mistænkes for drabet på Shinzo Abe, gjorde det angiveligt, fordi Abe skulle have bånd til sekten. En sekt, som ifølge den formodede drabsmand havde ruineret hans mor.
Siden er det kommet frem, at flere fra LDP faktisk har bånd til sekten.
Reuters har identificeret mindst 65 parlamentsmedlemmer fra LDP - inklusive Abe - som for eksempel har deltaget ved bevægelsens kirkebegivenheder, sendt den lykønskninger og modtaget politiske donationer fra den.
En stor del af befolkningen stiller sig undrende over for forbindelserne mellem parti og sekt og mener ikke, at det er blevet ordentligt forklaret.
De tvivler også på, at alle forbindelserne til sekten forsvinder helt, som Kishida og LDP efterfølgende har lovet.
Problemerne, som har tårnet sig op for Kishida, går ikke væk, når begravelsen er overstået, mener politisk kommentator Atsuo Ito.
- Problemet med Moon-bevægelsen vil fortsætte. Og så vil det heller ikke hjælpe ham til at genvinde støtte, at økonomien er under pres, siger han til Reuters.
/ritzau/
Statsbegravelsen af Shinzo Abe
* Der blev holdt en privat begravelse for tidligere premierminister Shinzo Abe for venner og familie i Tokyo kort efter hans død i juli.
* Japans nuværende premierminister, Fumio Kishida fra samme parti som Abe, besluttede, at der også skulle være en statsbegravelse for Abe på grund af hans politiske meritter.
* Abe var Japans længst siddende premierminister (2006-2007 og 2012-2020). Han var dog langtfra populær hos alle japanere, og mange opponerede mod hans nationalistiske synspunkter og økonomiske reformer.
* Statsbegravelsen finder sted tirsdag den 27. september. Den bliver afholdt ved Budokan, som er et stort sted for koncerter og sportsbegivenheder i Tokyo.
* Blandt de deltagende ventes blandt andre USA's vicepræsident, Kamala Harris, Australiens premierminister, Anthony Albanese, og Indiens premierminister, Narendra Modi.
* Prisen for begravelsen er foreløbig omkring 90 millioner kroner. Den ventes at stige, fordi udgifter angående sikkerheden for tilrejsende deltagere ikke er indregnet endnu.
Seneste artikler
Se dig for, når du køber solcreme. Nogle beskytter slet ikke
De flyttede på landet for roen: Nu buldrer 55 ton lastbiler forbi dem flere gange om dagen
Snart åbner lagersalg på Falster
Johnny skrev OL-sang og løb maraton med guitaren: - Det her er mit livs største projekt
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede "Pernille fra Væggerløse" op
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Stopper med at sælge brød: Laver bageri om til café
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Viktoria bliver student og skal overtage familiegården: - Vil bygge videre på det her fantastiske sted