Stort irsk YES til Lissabontraktaten

Den største sten på vejen for EU's Lissabontraktat er fjernet. Et flertal af irerne har skiftet sidste års nej til traktaten ud med et klart ja denne gang.

Da de sidste irske stemmer var talt op klokken 17.45 dansk tid, udgjorde ja-stemmerne hele 67,1 procent.

- I dag har Irlands befolkning talt med klar og tydelig stemme. Det er en god dag for Irland og en god dag for Europa, siger den irske premierminister, Brian Cowen.

I 41 ud af Irlands 43 valgkredse var der flest ja-stemmer. Kun i de to valgkredse i det nordvestlige Irland var der et smalt flertal for nej.

Den økonomiske krise ses som den afgørende faktor for den dramatiske U-vending i forhold til sidste års afstemning, hvor et flertal på 53,4 procent af irerne stemte nej til traktaten. Ja-kampagnen har denne gang fokuseret på, at et nyt nej ville udrette store skader på økonomien og beskæftigelsen i Irland, som er blandt de hårdest kriseramte lande i Europa.

- Vi er i en meget svær økonomisk situation, og det er præcis derfor, folk har stemt ja, siger finansminister Brian Lenihan.

Trods det irske ja mangler Polen og Tjekkiet at ratificere traktaten. Der er især usikkerhed om Tjekkiet, hvor den EU-skeptiske præsident, Vaclav Klaus, kæmper imod. Præsidenten støttes af en stribe tjekkiske senatorer, som har startet en klagesag over traktaten ved den tjekkiske forfatningsdomstol.

EU-ledere og den tjekkiske regering vil på onsdag mødes i Bruxelles for at diskutere, hvordan man kan lægge pres på Vaclav Klaus for at få ham til at godkende traktaten.

/ritzau/

Foto: PETER MORRISON/AP

To ud af tre irere stemte ja til Lissabontraktaten i anden omgang. Nu rettes blikket mod Tjekkiets præsident Vaclav Klaus som endnu ikke har godkendt traktaten.

Offentliggjort Sidst opdateret