Over 5000 politifolk og sikkerhedsfolk er fredag på plads i London for at sikre ro og orden omkring det kongelige britiske bryllup. Dertil kommer militæret, der også vil være på arbejde på dagen, oplyser de britiske myndigheder.
Truslen kan være alt fra militante islamister til anarkister, stalkere og enkelte sindsforstyrrede mennesker, men indtil videre mener Londons politi, at man har godt styr på begivenheden.
- I London arbejder vi dagligt ud fra en alvorlig trussel fra international terrorisme, og selvfølgelig er planlægningen af denne begivenhed sket ud fra samme trusselsniveau, siger Christine Jones, talsmand for det britiske politi.
Hun oplyser samtidig, at myndighederne på nuværende tidspunkt ikke har oplysninger om specifikke trusler mod brylluppet.
Storbritannien er i øjeblikket på det næsthøjeste trusselsniveau, hvilket betyder, at et angreb fra militante anses for meget sandsynligt. Siden selvmordsbomberne i London i 2005, der kostede 52 mennesker livet, har sikkerhedstjenesten da også forpurret indtil flere andre terroranslag i landet.
I sidste uge oplyste politiet, at de havde forbudt den radikale gruppe, Muslimer Mod Korsfarere, hvis medlemmer omfatter nogle af Storbritanniens mest kendte muslimske ekstremister, at demonstrere uden for Westminster Abbey, hvor vielsen skal finde sted.
Ifølge en talsmand for Londons politi har man tilbudt gruppen at holde en demonstration et andet sted, men gruppen dukkede aldrig op til et planlagt møde.
Sikkerhedsniveauet ventes også at kunne mærkes hos de hundredtusinder af mennesker, der vil gå på gaden i London for at få et glimt af brudeparret. Ifølge politiet må mange af dem således indstille sig på, at de kan blive visiteret af politiet.
AFP/Reuters/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned