Stort valgnederlag til regerende socialister i Bulgarien
Centrum-højre partiet Gerb med tidligere premierminister Boyko Borisov ligner en vinder ved parlamentsvalg.
Bulgariens centrum-højre parti Gerb ser ud til at have vundet søndagens parlamentsvalg, viser to valgstedsmålinger fra Alpha Research og Gallup International.
Således tegner det til, at Gerb får omkring 33 procent af stemmerne, mens det regerende socialistparti ser ud til kun at få omkring 16 procent.
Allerede kort efter valgstedsmålingerne anerkender en talsmand fra socialisterne partiets nederlag.
- Det er borgerne i Bulgariens afgørelse, og det accepterer vi. Det Bulgarske Socialistparti (BSP) har lidt et stort nederlag. Resultatet er meget skuffende, siger partiets talsmand Atanas Merdshanov.
Intet tyder imidlertid på, at Gerb, der har tidligere premierminister Boyko Borisov som leder, får absolut flertal, og partiet skal derfor formentlig ud og danne en koalitionsregering i det østeuropæiske land.
Gerb vandt også parlamentsvalget i 2013, hvor partiet fik 30,5 procent af stemmerne. Partiet kunne dog ikke finde sammen med andre partier og gik derfor i opposition og overlod magten til socialisterne.
I juli i år trådte Bulgariens daværende premierminister, Plamen Oresharskij, tilbage på grund af et dårligt valg for det regerende socialistparti ved europaparlamentsvalget i maj.
Politisk analytiker fra London School of Economics Dimitar Betjev tvivler på, at en kommende regering i Bulgarien vil være særlig stærk.
- Med et parlament der er så fragmenteret, bliver det svært at danne en regering, og det rejser også spørgsmålet om, hvor stabil den vil blive, siger Dimitar Betjev.
Valgdeltagelsen ved søndagens parlamentsvalg ser ud til at have været meget lav, og politikerleden i Bulgarien er således stadig stigende. Således viser valgstedsmålinger, at valgdeltagelsen er den laveste i 25 år.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker