Straffesag mod norske Høiby udvides med nyt kvindeligt offer
Marius Borg Høibye blev anholdt 4. august sidste år og sigtet for vold mod sin daværende kæreste og for hærværk. Siden er sagen vokset, og sigtelserne mod ham er blevet udvidet. (Arkivfoto). Foto: Hakon Mosvold Larsen/Ritzau Scanpix
Advokat bekræfter, at være udpeget bistandsadvokat for en kvinde i 20'erne i forbindelse med sag mod Høiby.
Endnu et kapitel tilskrives sagen mod den norske kronprinsesse Mette Marits søn, Marius Borg Høiby, der har verseret siden Høibys anholdelse i august sidste år.
Flere norske medier skriver onsdag aften, at endnu en kvinde er forurettet i sagen mod Høiby.
- Jeg kan bekræfte, at jeg er udpeget som bistandsadvokat for en kvinde i 20'erne. Ud over det har jeg ingen kommentarer til sagen, siger advokat John Christian Elden til Aftonposten og NRK.
De norske medier er ikke bekendt med, om Høiby er sigtet for noget i forbindelse med kvinden.
Pressechef ved Oslos politi Unni Grøndal oplyser skriftligt til NRK, at der ikke er nogen ændringer i sigtelsen mod Høiby.
Ifølge Aftonposten er kvinden blevet afhørt flere gange af politiet. Derudover beretter mediet, at der er tale om et nyt tilfælde af voldtægt uden samleje, som skulle være sket i efteråret sidste år.
Høibys forsvarer, Ellen Holager Andenæs, siger både til NRK og Aftonposten, at hun ikke har kendskab til de nye informationer, hvorfor hun heller ikke har yderligere kommentarer.
Marius Borg Høibye blev anholdt 4. august sidste år og sigtet for vold mod sin daværende kæreste og for hærværk. Siden er sagen vokset, og sigtelserne mod ham er blevet udvidet.
De mest alvorlige sigtelser mod ham drejer sig om to tilfælde af voldtægt uden samleje af to kvinder og tre tilfælde af vold eller mishandling i nære relationer.
Han nægter sig skyldig i disse, men har tidligere erklæret sig skyldig i hensynsløs adfærd, hærværk, trusler, overfald og en dødstrussel.
Han har desuden erkendt, at han i flere år har haft et narkotikamisbrug.
Efter den første anholdelse i august sidste år er Høiby blevet anholdt yderligere to gange, senest den 18. november.
Kort herefter blev han varetægtsfængslet i en uge.
Marius Borg Høibye er ikke formelt en del af det norske kongehus. Det skyldes, at han er født, før Mette-Marit blev gift med kronprins Haakon, som heller ikke er far til Høiby.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned