Strandede turister reddet op fra 300 meter dyb nedlagt guldmine
En mekanisk fejl i en elevator var torsdag årsag til, at en turistgruppe på 12 personer i flere timer var strandet 300 meter under jorden i en nedlagt guldmine. Foto: Arthur Trickette-Wile/Ritzau Scanpix
En person har mistet livet, mens yderligere fire personer er kvæstet efter en ulykke i en nedlagt guldmine.
11 turister og deres guide er torsdag aften amerikansk tid blevet reddet op fra en nedlagt guldmine i den amerikanske delstat Colorado.
Det oplyser delstatens guvernør, Jared Polis, til nyhedsbureauet Reuters.
Guldminen ligger i byen Cripple Creek og har i årtier været brugt som turistattraktion.
Omkring middagstid skete der en fejl i den elevator, der transporterer turister ned til og op fra den nedlagte guldmine.
Da fejlen opstod befandt to grupper med turister sig i Mollie Kathleen-guldminen. En gruppe med 12 personer befandt sig 300 meter under jorden, mens en anden gruppe befandt sig i elevatoren og var halvvejs nede i mineskakten.
En af de personer, der opholdt sig i elevatoren mistede livet, mens yderligere fire personer pådrog sig lettere skader, fortalte den lokale sherif Jason Mikesell om eftermiddagen lokal tid.
Umiddelbart efter den mekaniske fejl i elevatoren lykkedes det at bringe den og turistgruppen, der befandt sig i den, op til jordoverfladen. Elevatoren var herefter ude af drift.
Den anden turistgruppe på 12 personer befandt sig stadig i den nedlagte mine.
Derfor blev beredskab, ingeniører, eksperter i minesikkerhed og brandfolk tilkaldt for at forsøge at redde den sidste turistgruppe op fra dybet.
Man fik hurtigt radioforbindelse til de 12 personer, der var forsynet med tæpper, vand og stole.
Seks timer efter at den mekaniske fejl indtraf, lykkedes det beredskabet at få elevatoren til at køre igen. Herefter blev de strandede personer hentet op i hold på fire personer ad gangen, fortæller sherif Mikesell torsdag aften.
En familievirksomhed har i omkring 50 år arrangeret turistture i den nedlagte guldmine. Ifølge den lokale sherif har der en gang tidligere være en uspecificeret hændelse vedrørende sikkerheden i guldminen. Det var tilbage i 1986.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned