Strauss-Kahn indser: Min politiske karriere er slut
Den skandaleramte Dominique Strauss-Kahn har ingen planer om at blæse liv i sin kuldsejlede politiske karriere.
Den tidligere topchef i Den Internationale Valutafond (IMF) har i stedet fundet en ny levevej som økonomisk rådgiver i erhvervslivet.
Det fortæller den 64-årige franskmand i et interview onsdag med den statslige russiske tv-kanal Rossija 24.
- Politik hører til fortiden for mig, siger Dominique Strauss-Kahn.
- I dag arbejder jeg som rådgiver for store selskaber i talrige lande i alle hjørner af verden - i Rusland, Afrika og Latinamerika, tilføjer han.
Indtil sit fald fra tinderne i 2011 blev socialisten Strauss-Kahn regnet som en af de store favoritter til at udfordre den daværende konservative præsident Nicolas Sarkozy.
Men Strauss-Kahns chancer for at sikre sig det øverste politiske embede i Frankrig blev spoleret efter en sexsag på et hotelværelse i New York, hvor en stuepige anklagede ham for at have forgrebet sig på hende seksuelt.
Partifællen François Hollande endte i stedet med at blive socialisternes præsidentkandidat. Skandalen tvang også Strauss-Kahn til at træde tilbage fra posten som chef for Den Internationale Valutafond.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned