Advokaterne for den tidligere chef for Den Internationale Valutafond (IMF), Dominique Strauss-Kahn, mener, at den franske politiker har diplomatisk immunitet og ikke kan sagsøges i USA.
Advokaterne har derfor bedt en domstol i New York om at afvise det civile søgsmål, som den 32-årige stuepige Nafissatou Diallo har rejst mod Strauss-Kahn. Hun hævder, at den franske politiker forsøgte at voldtage hende på et hotel i byen i maj.
Strauss-Kahns advokater begrunder deres anmodning med, at IMF-chefens diplomatiske immunitet fortsat gjaldt, selv om han i forbindelse med straffesagen valgte at trække sig fra sin stilling.
Ifølge advokaterne var Strauss-Kahn beskyttet af denne immunitet helt frem til sin udrejse fra USA i september.
- Strauss-Kahns absolutte immunitet fortsatte, indtil han var i stand til at forlade USA, fastslår advokaterne.
I august valgte en dommer at frafalde sigtelsen i straffesagen mod franskmanden på grund af tvivl om Diallos troværdighed. Men stuepigen rejste sit civile søgsmål 8. august, da Strauss-Kahn stadig opholdt sig i landet.
Stuepigens advokat, Kenneth Thompson, afviser argumentet om diplomatisk immunitet som "grundløst" og "desperat".
- Denne grundløse henstilling er blot endnu et desperat forsøg på at undgå at skulle stå til regnskab for de beklagelige handlinger, som han begik mod frøken Diallo, siger advokaten.
- Strauss-Kahn er ikke diplomat. Han var i New York i privat øjemed, og han betalte også selv for sit hotelværelse, lyder argumentet.
Den 62-årige socialistiske politiker var spået en mulig karriere som fransk præsident, indtil han blev anholdt i maj og og sigtet for seksuelle overgreb mod stuepigen på det fashionable hotel Sofitel i New York.
Strauss-Kahn sad i en periode fængslet, inden han blev løsladt mod kaution og med fodlænke.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde