Strauss-Kahn sagsøger muligt voldtægtsoffer

Den tidligere chef for Den Internationale Valutafond (IMF), Dominique Strauss-Kahn, vil sagsøge en kvindelig fransk journalist og forfatter for injurier, siger hans advokater.

Kvinden, Tristane Banon, beskylder Strauss-Kahn for et påstået voldtægtsforsøg i 2003, men hans advokater betegner anklagerne som "imaginære".

Ikke desto mindre har Tristane Banon gjort det klart, at hun tirsdag vil gå til politiet og anmelde Strauss-Kahn for et seksuelt overfald, der angiveligt fandt sted under et interview for otte år siden.

- Jeg lægger sag an mod Strauss-Kahn i morgen, tirsdag den 5. juli, skriver hun i en pressemeddelelse.

Banon fremførte sine anklager allerede i 2007 i et tv-interview, men hun har hidtil ikke meldt episoden til politiet.

Voldtægtsforsøget skulle angiveligt have fundet sted under et interview i en lejlighed i Paris, hvor den ældre mand pludselig begyndte at lægge an på hende.

Ifølge Tristane Banon endte tilnærmelserne i en brydekamp på gulvet, og hun har efterfølgende beskrevet Strauss-Kahn som en "brunstig chimpanse".

De nye anklager mod den tidligere IMF-chef kommer, netop som han er sat på fri fod i USA i en anden sexsag.

Her er Strauss-Kahn anklaget for at have voldtaget en stuepige på et luksushotel i New York. Sagen ser dog ud til at smuldre, efter at anklageren har sået tvivl om stuepigens troværdighed.

Strauss-Kahn blev indtil sagen i USA anset for at være det franske Socialistpartis bedste bud på en præsidentkandidat til det franske præsidentvalg næste år.

/ritzau/AFP

Dominique Strauss-Kahn svarer på nye voldtægtsanklager ved at sagsøge det mulige offer for injurier.

Offentliggjort Sidst opdateret