Strejkende lønmodtagere kræver Erdogans afgang
Tusindvis af strejkende lønmodtagere gik onsdag på gaderne i Tyrkiets største byer, hvor de højlydt støttede kravet om, at premierminister Recep Tayyip Erdogan træder tilbage.
Akkompagneret af larmende trommer og fløjter bevægede lærere, læger, bankansatte og flere andre flankeret af fagforeningernes gule og røde flag sig gennem blandt andet hovedstaden Ankara.
I Istanbul samledes demonstranterne på Taksim Pladsen, der har været centrum for næsten en uges voldelige sammenstød.
- Taksim stå imod. Arbejderne kommer, sang demonstranterne, mens de krævede Erdogans afgang.
- De almindelige arbejdere og de uddannede står sammen om at forsvare et bedre Tyrkiet, hvor der er lighed og frihed, siger den 45-årige læge Arhan, der ligesom de øvrige demonstranter er iført en hvid skjorte og kasket, til nyhedsbureauet AFP.
Premierminister Erdogan, der står over for sin største udfordring i sin regeringstid, har affejet de protesterende som "ekstremister" og "folk der plyndrer".
I de seneste seks dages uroligheder har to mistet livet og flere hundrede er blevet anholdt.
Natten til onsdag kom det igen til sammenstød, hvor politiet affyrede tåregas og brugte vandkanoner mod demonstranter i flere store byer, herunder Istanbul. I Izmir blev 25 anholdt for at have skrevet "vildledende og ærekrænkende" tweets.
- Erdogan bør undskylde, træde tilbage og stilles for en dommer for det han har gjort, for overdreven brug af magt, siger en af demonstranterne, den 26-årige Tansu Tahincioglu til AFP.
Politiets voldsomme fremfærd har fået fagforeningerne til at slutte op om protesterne. Således indledte to af de største fagforeninger, KESK og DISK, tirsdag en to dages strejke i sympati med demonstranterne.
Erdogan, som i disse dage er på rundrejse til en rækken nordafrikanske lande, har sagt, at demonstranterne bør vente med at give udtryk for deres synspunkter til næste års valg.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned