Strengeste straf til Breivik: Dømt til forvaring

Oslo Byret har idømt Anders Behring Breivik forvaring på 21 år for massakren på Utøya og terrorbomben i Oslo 22. juli sidste år. Forvaringen har en minimumtid på 10 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Anders Behring Breivik siger ifølge en af sine advokater, at han ikke anker dommen, som han erklærer sig tilfreds med.

En forvaringsdom anses for den strengeste straf, da Breivik i princippet kan holdes indespærret resten af livet.

For hvis Breivik ved udløbet af en forvaringsdom fortsat vurderes at være farlig, kan forvaringen forlænges af retten igen og igen.

Forsvaret havde krævet fuld frifindelse eller dom som beregnelig med tidsbestemt straf.

Op til offentliggørelsen af dommen var der på grund af to modstridende rapporter fra retspsykiatere tvivl om, hvorvidt den 33-årige ville blive erklæret tilregnelig eller utilregnelig i gerningsøjeblikket.

Breiviks forsvarer argumenterede for, at Breivik var fuldt tilregnelig. Anklagemyndigheden var derimod i tvivl om Breiviks tilregnelighed, og havde derfor plæderet for en behandlingsdom.

Da byretten går imod anklagemyndigheden, er det uklart, om anklageren vil anke dommen. De har en frist på 14 dage.

Retten har nu slået fast, at Breivik var tilregnelig.

Det var da også en smilende Breivik, som modtog dommen, som Wenche Elizabeth Arntzen læste op.

Breivik slog til den 22. juli sidste år - først i regeringskvarteret i centrum af Oslo. Otte mennesker døde, mens ni andre blev alvorligt såret.

Efter aktionen i Oslo kørte højreekstremisten i bil til Utøya 40 kilometer vest for Oslo. Forklædt som politimand sejlede han over til den socialdemokratiske ungdomslejr og skød og dræbte 69 mennesker, inden han overgav sig.

Sagen mod Breivik blev indledt den 16. april i år, hvor Breivik rystede de fremmødte, da han ved sin entre hilste med en knyttet næve og strakt arm.

Under retssagen har Breivik tilstået bombeangrebet i Oslo og massakren på Utøya, men har fastholdt, at han handlede i nødret for at forsvare Norge og Europa mod islamiseringen og derfor ikke har gjort sig skyldig i noget.

Retssagen har vakt stærke følelser, og en af dommerne begyndte ved et af retsmøderne at græde, da der blev læst mindeord op for en af de dræbte på Utøya. En ung mand har ligeledes kastet en sko efter Breivik .

/ritzau/