Strid om biler ødelægger stemningen på nordamerikansk topmøde

Joe Biden havde torsdag besøg af Mexicos præsident, Andrés Manuel López Obrador (til venstre), og Canadas premierminister, Justin Trudeau (til højre), i Det Hvide Hus. Foto: Susan Walsh/Ritzau Scanpix

Joe Biden søgte fælles fodslag med Canada og Mexico på topmøde, men der er fortsat spændinger mellem landene.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den amerikanske præsident, Joe Biden, var torsdag vært for lederne fra Canada og Mexico under deres første nordamerikanske topmøde i fem år. Formålet var at genoplive det regionale samarbejde.

Biden mødtes først separat med henholdsvis den canadiske premierminister, Justin Trudeau, og den mexicanske præsident, Andrés Manuel López Obrador, i Det Hvide Hus. Bagefter mødtes de alle tre.

Samtalerne havde til formål at finde fælles fodslag blandt de tre naboer, der er forbundet af handelsaftalen USA-Mexico-Canada-Aftalen (USMCA).

Den trådte i kraft 1. juli sidste år og løber over 16 år, hvorefter den automatisk kan forlænges, hvis parterne ønsker det.

Aftalen indeholder blandt andet højere krav til, hvor store dele af en bil der skal produceres i et af de tre lande for at undgå ekstra afgifter, samt løn- og miljøkrav.

USMCA regulerer omkring 1500 milliarder dollar om året i nordamerikansk handel. Det svarer til cirka 9830 milliarder danske kroner.

Men uenigheder omkring bilindustrien, Joe Bidens politikker om først og fremmest at købe amerikanske produkter samt en mexicansk energiregning vejede tungt på torsdagens topmøde.

USA og Canada forblev således fastlåste i et spørgsmål om et forslag fra Biden-administrationen om skattefradrag på amerikansk fremstillede elektriske køretøjer.

Canada mener, at forslaget overtræder flere handelsbetingelser.

På mødet diskuterede de tre ledere også immigration, coronapandemien og konkurrencen fra et stadig mere selvsikkert Kina.

- Vores nordamerikanske vision for fremtiden baserer sig på vores fælles styrker, siger Biden.

- Vi er nødt til at afslutte pandemien og træffe afgørende foranstaltninger for at dæmme op for klimakrisen. Vi er nødt til at generere et økonomisk opsving.

- Og vi er nødt til at håndtere udfordringen med hidtil uset mange migranter på vores halvkugle.

Der blev ikke annonceret nogen større gennembrud i forbindelse med topmødet.