Både præsident Hamid Karzai og hans vigtigste udfordrer i det afghanske præsidentvalg, den tidligere udenrigsminister Abdullah Abdullah, erklærer, at de er løbet af med sejren ved torsdagens valg.
Karzais kampagnechef siger, at den nuværende afghanske leder har vundet en overbevisende sejr, og at han derfor ikke skal ud i en ny valgrunde.
- De første resultater viser, at præsidenten har fået et flertal. Vi kommer ikke ud i en anden runde, siger Deen Mohammad.
Han understreger, at det er landets valgkommission, der vil meddele det officielle resultat. Men ifølge kampagnechefen har Karzai sikret sig mere end halvdelen af stemmerne, hvilket var nødvendigt for at undgå en ny valgrunde i oktober.
En talsmand for Karzais største rival, Abdullah Abdullah, afviser imidlertid, at Karzai skulle have vundet.
- Det er ikke sandt, siger talsmanden Sayed Aqa Fazil Sancharaki.
- Resultaterne fra vores observatører viser, at vi i øjeblikket har 63 procent af stemmerne, mens Karzai har 31 procent, lyder meldingen fra Abdullahs lejr.
Talsmanden understreger, at resultatet ikke er endeligt, og at navnet på landets nye præsident først vil blive offentliggjort i weekenden.
Trods trusler fra Taliban forløb præsidentvalget relativt fredeligt, og afghanerne mødte modigt frem for at afgive deres stemme.
Valgkommissionen regner med, at stemmedeltagelsen kan nå op på 50 procent, hvilket er langt fra de 70 procent, der stemte ved præsidentvalget i 2004, da Karzai blev valgt første gang.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker