Studie: 11 millioner børn vil dø af lungebetændelse inden 2030
En læge undersøger et barn for lungebetændelse i byen Abidjan i Elfenbenskysten i marts 2016. Foto: Sia Kambou/Ritzau Scanpix
Sia Kambou/Ritzau Scanpix
Lungebetændelse dræber årligt flere spædbørn end malaria, diarre og mæslinger tilsammen. I 2016 døde 880.000.
Lungebetændelse vil dræbe næsten 11 millioner børn under fem år inden 2030.
Sådan lyder advarslen fra eksperter mandag i en ny analyse fra Johns Hopkins University i USA og verdens største uafhængige børneorganisation, Red Barnet.
Mens den alvorlige lungeinfektion i den moderne verden hovedsageligt rammer ældre, er det oftest børn, der rammes i udviklingslandene.
Således dør hundredtusinder af børn hvert år af sygdommen, der let kan forebygges.
I 2016 alene døde flere end 880.000 børn - de fleste under to år - af lungebetændelse.
Den nye analyse er baseret på aktuelle tendenser og viser, at flere end 10,8 millioner børn under fem år vil dø af sygdommen inden for de næste 12 år.
Yderligere vil en håndfuld lande komme til at bære den tungeste byrde. Anslået 1,7 millioner børn vil dø i Nigeria og Indien, 700.000 i Pakistan og 635.000 i Den Demokratiske Republik Congo.
Dog er der også lyspunkter at finde i analysen.
Studiet, der er offentliggjort på Verdens Lungebetændelse Dag, konstaterer, at en øget vaccinationsdækning kombineret med billig antibiotika og god ernæring kan redde i alt 4,1 million liv.
Lungebetændelse kan behandles, hvis den opdages tidligt nok, og patientens immunsystem ikke bringes i fare.
Men på verdensplan rammer sygdommen ofte små børn, der i forvejen er svage på grund af fejlernæring. Lungebetændelse dræber årligt flere spædbørn end malaria, diarre og mæslinger tilsammen.
- Det er så svært at forstå, at næsten en million børn dør hvert år af en sygdom, som vi har den nødvendige viden og ressourcerne til at bekæmpe, siger administrerende direktør i Red Barnet Kevin Watkins.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker