Studie finder hjerneændringer hos amerikanske Cuba-diplomater
Amerikanske marinesoldater ses her foran den amerikanske ambassade i Cubas hovedstad, Havana. (Arkivfoto) Foto: Adalberto Roque/Ritzau Scanpix
Adalberto Roque/Ritzau Scanpix
Mystikken breder sig om, hvad der er sket med amerikansk ambassadepersonale i Cuba.
Mysteriet om, hvad der er sket med personalet på USA's ambassade i Cuba, har tirsdag fået et nyt kapitel.
Nyhedsbureauerne Reuters og AP citerer et studie af 40 af de ansatte på ambassaden. Studiet viser tegn på forandringer i hjernen hos flere af diplomaterne.
Sagen begyndte i 2016, da ansatte på ambassaden begyndte at melde om symptomer såsom hovedpine, ringen for ørerne, søvnforstyrrelser, svimmelhed samt problemer med hukommelse, koncentration og balancen.
I 2018 blev personalet trukket hjem. Trump-regeringen erklærede, at de havde været udsat for et "sonisk angreb" fra Cuba.
Ansatte på den canadiske ambassade i landet kom med lignende meldinger. Også de blev trukket hjem.
Cubansk sundhedspersonale afviser amerikanernes anklager om et angreb.
Det er Pennsylvania Universitet, der har undersøgt 40 ansatte og familiemedlemmer fra ambassaden i Cuba. Resultaterne er blevet sammenlignet med en kontrolgruppe.
Og ifølge forskerne bag studiet er der tydelige forskelle.
- Det er mærkeligt. Det er et sandt medicinsk mysterium, siger Ragini Verma, der står bag studiet til AFP.
Til Reuters siger hun, at forskellene er til at tabe kæben over.
- De fleste af de her patienter har en specifik type af symptomer, siger hun.
Ifølge nyhedsbureauet AP har man grundet symptomerne tidligere fokuseret på, om der var skader på lillehjernen nær hjernestammen.
Men i stedet fandt forskerne unikke former for væv i forbindelserne mellem de forskellige områder af hjernen.
Studiet har dog fået kritik fra andre forskere. De mener, at forskellige forhold tåger konklusionen.
Neurolog Jon Stone fra Edinburgh Universitet påpeger over for AP, at der er fundet ændringer i hjernen. Men det står ikke klart, om det er deciderede skader.
Stone kritiserer blandt andet, at ingen i kontrolgruppen har haft samme symptomer som diplomaterne.
Hans kollega Sergio Della Sala, der har en doktorgrad i kognitiv neurovidenskab, peger også på, at 12 af de ansatte har haft hjernerystelser, før de tog til Cuba. Ingen i kontrolgruppen har haft hjernerystelser.
En af medforfatterne af studiet fra Pennsylvania Universitet Randel Swanson siger til AP, at de fleste af de ansatte på ambassaden har det godt i dag efter at have været i behandling.
Enkelte har dog fortsat symptomer, siger han.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned